Annonce

2. januar 2009 - 22:10

Hjemløse taber i 2009

Det bliver koldere at være hjemløs i Danmark i år. Forsorgshjem og varmestuer får færre penge fra kommunekasserne end sidste år.
Det viser Rådet for Socialt Udsattes vurdering af kommunernes indsats på udsatteområdet, den såkaldte Oxford-rapport, som udkommer i dag.

– Samlet er der sket en nedskæring på hjemløseområdet på 3,6 procent. Samtidig er der lagt op til en omfattende statslig indsats mod hjemløshed i år. Man kan frygte, at de statslige midler vil blive brugt til de almindelige udgifter og ikke til en ekstra indsats, siger formand for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt.

Rapporten er den første siden strukturreformen for to år siden, hvor kommunerne overtog store dele af udsatteområdet fra de tidligere amter. Den viser en samlet stigning på 2,2 procent på udgifterne til socialt udsatte på de kommunale budgetter. Det vækker glæde i Rådet for Socialt Udsatte.

– Når man ser på landet som helhed, ser vi for første gang en klar stigning i budgetterne. Tallene viser, at kommunerne kan og vil løfte ansvaret for de socialt udsatte, fastslår Preben Brandt.

Især indsatsen overfor prostituerede og voldsramte kvinder har fået et løft. Udover hjemløseområdet er der også skåret i den ambulante behandling til misbrugere.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce