Formanden for Landsforeningen af Danske Svineproducenter, Torben Poulsen, vil have Danish Crown til at aftale en lønnedgang med slagteriarbejderne. Svineproducenterne er andelshavere i Danish Crown, der er én af verdens største slagterikoncerner.
Forslaget om en lønnedgang falder absolut ikke i god jord hos Fødevareforbundet NNF, der organiserer slagteriarbejderne.
– Det er ikke arbejdernes løn, der er skyld i, at så mange svin eksporteres. Hvis du ser på Danish Crowns regnskaber, så udgør lønudgifterne kun en lille del af det samlede regnskab, siger forbundsformand Ole Wehlast.
Torben Poulsen lufter i en nytårsudtalelse frygten for slagteribranchens fremtid i Danmark, med mindre det lykkes at nedbringe omkostningerne.
– Hvis vi vil bevare dansk svineproduktion i sin nuværende størrelse, skal alle midler tages i brug for at styrke konkurrenceevnen. Jeg tænker her især på slagteriernes alt for høje omkostninger til lønninger og veterinærkontrol. Vi så for nylig SAS-piloterne acceptere en lønnedgang for at hjælpe det økonomisk trængte luftfartsselskab gennem krisen, og situationen er ikke mindre alvorlig på vores slagterier, siger Torben Poulsen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96