Mens flammerne brølede i lejligheden på tredje sal, måtte to forældre hejse deres tre-årige datter ned til underboens altan, og derefter klatre samme vej.
Kort forinden havde ukendte gerningsmænd hældt benzin ind ad deres brevsprække, og selvom de to forældre, der er fagligt aktive i den syndikalistiske fagbevægelse i Stockholm, skreg, at der var børn i lejligheden, blev benzinen umiddelbart efter antændt.
De to syndikalister har i et halvt år været hængt ud med navn, adresse og billede på den nazistiske hjemmeside Info-14, hvis bagmænd også står som arrangører af den årlige nazimarch i Salem, der finder sted næste weekend.
De to opdagede mirakuløst attentatforsøget, da de hørte en plaskende lyd fra entréen, og da de gik derud, kunne de straks lugte, at det var benzin, der blev hældt ind ad brevsprækken.
– Jeg skreg så højt, at de ikke kan have undgået at høre det: »Vi har børn herinde«. Få sekunder senere blev ilden antændt, bredte sig til tøjet på knagerne og videre til køkkenet og stuen.
Mens lejligheden blev omspændt af flammer, hejste forældrene deres tre-årige datter ned til underboernes altan og kravlede derefter samme vej. Alle slap uskadt fra mordforsøget.
Ifølge politiets brandtekniker Christer Söderheim arbejder politiet ud fra en teori om, at brandattentatet var politisk motiveret. Han bekræfter overfor avisen Arbetaren, at politiet har mistanke om mulige gerningsmænd, men vil ikke gå nærmere ind på hvilke.
Tidligere på dagen nævntes en sammenhæng mellem dette attentat og branden i det alternative socialistiske kulturhus Cyklopen, der ligger i samme bydel. Denne sammenhæng har politiet tilsyneladende trukket tilbage.
Attentaterne finder sted netop som der i den sydsvenske by Lund har været sammenstød mellem nazister og militante antifascister og mindre end en uge før den største skandinaviske nazimarch finder sted i Salem nord for Stockholm.
Ifølge avisen Fria Tidningen blev to personer fra Nätverket mot rasism udsat for grov vold, da de lørdag den 29. november delte løbesedler ud om den kommende Salem-march ved Sergels Torg i det centrale Stockholm.
Det er ikke første gang, at svenske nazister går målrettet efter fagligt aktive syndikalister. I 1999 myrdede nazister således den 41-årige syndikalist Björn Söderberg, der blev skudt og dræbt i sin lejlighed i Stockholm af tre nazister fra gruppen Nationell Ungdom.
Björn Söderberg havde kort forinden afsløret, at en aktiv nazist var blevet valgt som tillidsmand i den faglige klub på hans arbejdsplads, hvorefter denne blev fyret. Den 12. oktober mødte de tre nazister, der var mellem 22 og 24 år gamle, op i hans lejlighed, tvang ham ud på trappeopgangen, hvor de skød og dræbte ham.
Svenske nazister har desuden forsøgt at dræbe en antifascistisk journalist og hans 8-årige søn med en bilbombe i Nacka, ligesom en nazistisk bankrøverbande i 1999 skød og dræbte to politimænd i Malexander.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96