Europaparlamentets to største højreorienterede partier har for nylig følt sig nødsaget til at anlægge nye kommunikationsstrategier, begge i erkendelse af at venstrefløjen efter finanskrisens indtog appellerer stærkere til de bekymrede vælgere, end de selv gør.
Gruppen af Liberale og Demokrater for Europa har med finanskrisen følt det på sin plads at anlægge en mere moderat liberalistisk strategi. Det sker af bekymring for, at de klassiske, liberalistiske budskaber ikke for tiden er vælgernes mest populære kop te.
De Liberale, der fra dansk side er repræsenteret ved Venstre og det Radikale Venstre, frygter en direkte tilbagegang på grund af ændrede vælgersympatier. Partiets gruppeformand, Annemie Neyts, udtaler til netavisen EU Observer, at partiet håber på at bibeholde 100 sæder i Parlamentet i forhold til de for tiden 103.

Derfor blev De Liberale sidst i oktober enige om et manifest, der skal forhindre en alt for voldsom tilbagegang.
Neyts fremhæver overfor EU Observer. at De Liberale aldrig har været imod regulering, og ser statslige indgreb som nødvendige. Således kan man også i manifestet læse, at partiet ønsker et »reformeret og sundt finansielt system«, hvorved De Liberale udtrykker støtte til regulering af den finansielle sektor.
Et andet område, hvor De Liberale også anlægger en mere venlig stil, er på klimaområdet – partiet vil nemlig gøre klimabeskyttelse og reduktion af drivhusgasser til topprioritet.
Manifestet er dog herudover fuld af klassiske liberalistiske budskaber: Overregulering og nationalisering bør forhindres, markedsforvridning bør undgås, total liberalisering af verdens fødevarehandel skal tilstræbes, statsregulering fratager individet dets ansvar, osv.
Danmarks Europaparlamentarikere og deres partier
Pressemeddelelse, De Liberales manifest
Som det fremgår af manifestet, er det vigtigt, at finanskrisen ikke håndteres således, at den »stærke tro« på den liberale markedsorden undermineres. Manifestets blødere profil, underbygget af solid markedsliberalisme, skal altså udgøre den strategi, som gruppeformanden opfordrer alle nationale valgkampagner til at basere sig på.
Unionen for Nationernes Europa (EPP), fra dansk side repræsenteret ved Dansk Folkeparti, har af frygt for at venstrefløjen har tænkt sig at bruge finanskrisen imod dem, netop vedtaget et sæt af anbefalinger, der skal inkorporeres i partiets valgmanifest. Anbefalingerne skal ruste partiet til at parere for beskyldninger om at være radikale liberalister. »EPP viser vejen frem for en social markedsøkonomi«, lyder titlen således på partiets pressemeddelelse.
Anbefalingerne indledes med en advarsel om, at EU-parlamentets venstreorienterede partier vil udstille EPP som radikale liberalister, der blandt andre er ansvarlige for finanskrisen.
Partiets skarpe analyse af venstrefløjens formodede kampagnestrategi skal tackles ved at »forklare befolkningen«, at der ikke er tale om et systemkollaps, men blot at finanskrisen er et eksempel på, hvad der sker, når markedet mangler gennemsigtighed og overvågning.
Ligesom De Liberale vil EPP segmentere, at de er fortalere for et styrket internationalt samarbejde og stærkt politisk lederskab.
Til foråret kan man således forvente at se en presset højrefløj, der ved at vise et socialt, reguleringsvenligt og humant ansigt og ved samtidig at nedtone sin hyldest til det frie marked, vil forsøge at erobre dagsordenen ved det kommende Europaparlamentsvalg.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96