Obamas udenrigspolitik bliver konservativ

Lukning af Guantanamo-lejren, stop for tortur og tilbagetrækning fra Irak. Barack Obama fastholdt i det første tv-interview efter præsidentvalget den 4. november markante forandringer i USA’s udenrigspolitik.

Men personkredsen, der er i spil til ledende poster i den amerikanske centraladministration, domineres af udenrigspolitiske høge, politiske gengangere fra Clintonadministrationen i 1990’erne, og ja, sågar neokonservative ideologer.

Barack Obama er ellers valgt på løfter om »forandring« og brud med Bush-administrationens politik.

– Jeg ønsker ikke kun at slutte krigen, sagde han i starten af 2008.

– Jeg ønsker at slutte den tankegang, der fik os ind i krigen.

Det løfte kan imidlertid blive meget svært at indfri. For næsten alle de folk, der er sat i spil til de betydningsfulde poster i de amerikanske udenrigs- og forsvarsministerier, er ikke alene tidligere tilhængere af det militære angreb på Irak i 2003, men også betydelige aktører i den tidligere demokratiske centraladministration under Bill Clintons ledelse, hvis udenrigs- og forsvarspolitik banede vejen for Bushs radikale magt- og krigsstrategi.

Den kommende amerikanske præsident ser ud til at støtte sig på konservative kræfter i udenrigspolitiken.

I forlængelse af Clinton-administrationen

Obamas udenrigspolitik ser derfor ud til at blive en forlængelse af Clinton-administrationens politik, der med fløjlshandsken tvang amerikanske interesser igennem med frihandelsaftaler, og med jernnæven brugte militære midler, når diplomati og overtalelse ikke fungerede.

Den kommende præsident har da også allerede erklæret sig som tilhænger af en eskalering af krigen i Afghanistan. Han støtter ensidige amerikanske beslutninger om militære angreb ind på pakistansk område. Han vil forsætte den såkaldte »Krig mod narko«, en omskrivning af amerikansk oprørsbekæmpelse i Mellem- og Sydamerika. Og han har vil ikke opgive brugen af Blackwater og andre private væbnede hære i de amerikanske krigszoner (men har dog lovet at ville lade dem underlægge amerikansk lovgivning).

Udviklingen af denne politik er sket med bistand af tidligere topfolk i Clinton-administrationen og sågar neokonservative høge fra det såkaldte »Projekt for the New American Century«, en tænketank, der har argumenteret for brug af USA’s miliær som universel politistyrke og hvis radikale dagsorden blev overtaget af Bush-administrationen.

Clinton-høge, neoliberale og neokonservative udenrigskandidater

I en artikel på den amerikanske hjemmeside Alternet udpeger journalisten og forfatteren Jeremy Scahill en kreds på omkring 20 personer, der er i spil til de ledende udenrigspolitiske poster og som kan betegnes som konservative demokrater, neoliberale og endda neokonservative.

To af dem er allerede sikret indflydelsesrige poster, nemlig vicepræsidenten Joe Biden og stabschefen Rahm Emanuel. Biden var tilhænger af angrebet på Irak i 2003 og Emanuel var en af Clintons æraens neoliberale høge, blandt andet som tilhænger af Israels »målrettede henrettelsespolitik« mod palæstinensiske ledere.

Mange andre af kandidaterne til de magtfulde poster er tidligere fremtrædende demokrater under Bill Clinton, blandt andet kvinderne Hillary Clinton, Susan Rice og Madeleine Albright og mændene Richard Holbrooke, Anthony Lake og Lee Hamilton.

Andre er stærkt pro-israelske høge fra amerikanske tænketanke og tidligere CIA-folk, der har forsvaret brugen af de kontroversielle afhøringsmetoder eller været involveret leveringen af de falske oplysninger om masseødelæggelsesvåben i Irak, der ideologisk begrundede invasionen.

Og endelig er enkelte knyttet til neokonservative tænketanke, f.eks. Michele Flournoy, der under Clinton var ansat i Pentagon, men nu leder centrum-højre-tænketanken Center for a New American Security. Flere kandidater har også været været knyttet til den neokonservative Project for the New American Century, blandt andet omtalte Michele Flournoy, men også Ivo H. Daalder, der på vegne heraf i 2005 opfordrede Kongressen til at forøge antallet af amerikanske tropper i Irak.

Ingen krigsmodstandere fra 2003 i spil

Til gengæld synes ingen af de 23 senatorer og 133 kongresmedlemmer, som stemte imod krigen i 2003 at være i spil til de betydningsfulde poster i Obama-administrationen.

Heller ikke det dusin af tidligere militær- og efterretningsfolk, der undsagde krigen, eller de sikkerhedseksperter, der har formuleret visioner for en udenrigspolitik baseret på menneskerettigheder og social lighed, ser ud til at komme i betragtning.

»Obama har muligheden for at ændre det tankesæt, der fik os ind i krigen. Endnu vigtigere: Han har et folkeligt mandat til magtfuldt at udfordre den moderne amerikanske udenrigspolitiks militaristiske høgetradition. Men det arbejde ville begynde med at få bragt de folk med om bord, som kan udfordre den tradition, ikke dem som er medskyldige i at skabe den og nødt til at forsætte dens fremgang«, skriver Jeremy Scahill i artiklen på Alternet.org.