Annonce

18. november 2008 - 16:24

Irak: Regeringen fyrer korruptionsundersøgere

Den irakiske regering har indledt en fyringsrunde mod irakiske embedsfolk, der er blevet indsat til bekæmpelse af korruption i de irakiske ministerier. Fyringerne mistænkes for at være politisk begrundede og skulle erstatte de nuværende opsynsfolk med embedsmænd, der er mindre kritiske mod regeringen.

Embedsmændene til kontrol med korruptionen i ministerierne blev udpeget i 2004, da Paul Bremer var leder af de amerikanske besættelsesmyndigheder i landet. Der blev indsat en opsynsmand i hvert af de tredive ministerier, men med forskellige budgetter og størrelser af embedsværk til udførsel af opgaven.

Fyringer ikke officielle, men bekræftede

De aktuelle afskedigelser, der ifølge avisen New York Times er bekræftet af både irakiske og amerikanske myndigheder, kommer samtidig med at korruptionen i landet menes at stige.

En rapport, der blev offentliggjort i september, afslørede at 13 milliarder dollars i genopbygningskapital fra USA er gået tabt på grund af bedrageri, underslæb, tyveri og spild, hvor irakiske regeringsembedsmænd har været indblandet.

JPEG - 29 kb
Premiereminister Nuri Kamal al-Malaki fyrer i tavshed embedsmænd, der skal kontrollere og bekæmpe korruption.

Afskedigelserne er ikke blevet officielt bekendtgjort. Men rygterne om fyringerne begyndte at cirkulere, da det irakiske parlament forberedte en afstemning om en ny sikkerhedsaftale med USA.

Den ny aftale sætter betingelserne for USAs fortsatte tilstedeværelse i Irak, når FN-mandatet udløber den 31. december 2008 – og vil formentlig svække amerikanernes opsyn med de irakiske institutioner.

Blandede anklager

Selv om nogle af opsynsmændene ifølge New York Times har været bemærkelsesværdigt tavse, har andre energisk undersøgt både nuværende og tidligere ministre og andre højt ansatte myndighedspersoner.

I et tilfælde har undersøgelserne bragt en tidligere energiminister i fængsel, inden det lykkedes ham at flygte til USA. I et andet tilfælde har en opsynsmand i olieministeriet fremlagt detaljerede oplysninger om udbredt smugling og afpresning i industrien.

Avisen skriver også, at en tidligere minister for offentlige arbejder med kurdisk baggrund før sin flugt fra landet klagede over, at en opsynsmand med shiitisk baggrund i hendes ministerium havde rejst anklager, der mere byggede på politiske overvejelser end reelle handlinger.

Hvor mange af ministerierne, der har modtaget ordre om at afskedige embedsmændene med ansvar for korruptionsundersøgelser, er usikkert. I et tilfælde er posten som opsynsmand blevet ledig på grund af et dødsfald.

Regering afviser anklager om politiske motiver

Talsmænd for den irakiske regering afviser, at begrundelserne for fyringerne er politiske. Adel Muhsin, der er premiereministerens koordinator for anti-korruption og selv opsynsmand i sundhedsministeriet, siger, at alle gætterier om politiske begrundelser er falske.

– Det er helt og aldeles sludder og vås, siger han.

Men ikke desto mindre er der rejst anklager mod regeringen for enten at lade stillingerne være ubesatte eller at ville erstatte de nuværende opsynsmænd med støtter af regeringspartiet Dawa.

Sheik Sabah al-Saedi fra det shiitiske Fadhila-parti siger, at regeringen for nylig afviste et forslag i det irakiske parlament om at lade udnævnelserne ske på professionel basis.

– Regeringen har lagt mørklagt hele sagen, så den kan gøre som det passer den, siger Sheik Sabah al-Saeidi.

Han siger, at regeringen ønsker politiske udnævnelser, fordi den »forsøger at begrænse antikorruptionsanstrengelserne over hele landet«.

Tidligere stridigheder

Der har tidligere været stridigheder mellem Maliki-regeringen og embedsmænd, der er udnævnt under de midlertidige myndigheder efter den væbnede afsættelse af Saddam Hussein-styret i 2003.

Dommer Rathi al-Rathi, der er tidligere leder af dem koalitionsudnævnte Kommission for offentlig retskaffenhed, blev efter gentagne korruptionsanklager mod Maliki-regeringen, selv mødt af samme slags anklager fra premierministerens regeringskontor.

Dommeren blev efter eget udsagn i sommeren 2007 tvunget til at flygte fra Irak på grund af trusler mod hans liv. Han har for nylig modtaget asyl i USA, fortæller Chris King, der er tidligere ansat på USA’s ambassade og en af vejlederne for kommisionen.

Chris King siger, at der var en konstant politisk indblanding i Rathis undersøgelser. Når kommissionen byggede sager op mod myndighedspersoner, henvendte regeringsmedlemmer sig til den amerikanske ambassade eller premiereministeren, siger han.

Det var dommer Rathis tidligere chefefterforsker, Salam Adhoob, som i september måned fremlagde en tidligere uafsløret rapport fra Det øverste råd for revision, der konkluderede, at 13 milliarder dollars amerikansk genopbygningskapital blev formøblet gennem korruption.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce