Annonce

13. november 2008 - 16:02

Palæstinensere smides ud af deres hjem

Lørdag den 8. november var flere tusinde mennesker samlet på Rabin Pladsen i Jerusalem til et stort mindearrangement for den myrdede premierminister Yitzak Rabin. Til arrangementet talte israelske toppolitikere som Peres, Barak og Livni igen og igen om deres ønsker om varig fred mellem israelere og palæstinensere.

Få timer efter massemødets ophør vendte Jerusalem tilbage til de barske realiteter for byens palæstinensiske indbyggere. Kl. 4.30 om morgenen omringede store politistyrker familien Al-Kurds hus i Sheikh Jarah-kvarteret i Østjerusalem, sparkede døren ind og smed familien ud af det hus, de har boet i siden 1948.

Dengang boede ægteparret Fawzie og Muhammed Al-Kurd ellers i henholdsvis Vestjerusalem og Jaffa, men blev fordrevet i forbindelse med oprettelsen af staten Israel.

JPEG - 66.4 kb
Store bevæbnede politistyrker smider det ældre ægtepar Al-Kurd ud af deres hjem gennem 60 år.

Ligesom adskillige andre fordrevne familier blev de genhuset i Østjerusalem, men nu hævder den zionistiske bosætterorganisation »Nahalat Shimon«, at området tilhører dem.

Organisationen har opbakning hos den højreekstreme Knesset-politiker Benny Elon, der er kendt for sin støtte til »befolkningsforflyttelse« – et pænere ord for etnisk udrensning – af alle palæstinensere.

Opmuntret af amerikansk lammelse

Bosætterne hævder, at de har ret til ejendommen ifølge et ottomanisk skøde fra 1880 og det har de fået rettens ord for. Dermed kan op mod 500 indbyggere i Sheikh Jarah-kvarteret risikerer at blive smidt ud af deres hjem.

Omvendt er flere hundrede tusinde palæstinenseres skøder til de hjem de havde inden fordrivelsen i 1948 kendt ugyldige på baggrund af den israelske »Absentee Properties Law« fra 1950.

Ifølge den israelske fredsorganisation Gush Shalom finder rydningen af de palæstinensiske hjem sted netop nu på grund af det magttomrum, der er opstået i USA efter præsidentvalget. USA har ellers for måneder tilbage protesteret over planerne om at smide Al-Kurd familien ud, og rydningen var derfor udsat på ubestemt tid.

Men med George W. Bush på vej ud og Barack Obama endnu ikke inde i det Hvide Hus har den israelske regering benyttet sig at situationen til at følge de rabiate bosættteres ønske om at overtage kvarteret i Østjerusalem, mener Gush Shalom.

JPEG - 69.2 kb
Demonstranter foran den amerikanske ambassade i Jerusalem protesterer over udsættelsen af Al-Kurd familien. Foto: ISM

Ifølge International Solidarity Movement har demonstranter ved den amerikanske ambassade dog fået garanti for, at USA har sendt en formel klage til Israel over rydningen.

Fredsvagter arresteret og udvist

Otte internationale fredsvagter fra USA, Canada, Storbritannien, Danmark og Sverige har i flere måneder boet sammen familien for at beskytte dem mod overgreb fra bosætterne, der flere gange har har udsat det ældre ægtepar for overgreb og endda indtaget halvdelen af deres hus inden rydningen.

Fredsvagterne blev alle arresteret i forbindelse med udsættelsen. De befandt sig i et telt udenfor ejendommen, da de blev vækket af israelsk politi og taget med på stationen, hvor de blev tilbageholdt i fire timer. Derefter blev de kørt til Qalandiya-checkpointet og udvist til Vestbredden.

Ifølge Modkraft.dk’s kilder blandt fredsvagterne er både det britiske og danske konsulat gået ind i sagen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce