Annonce

8. november 2008 - 2:57

Obamas nye stabschef er højrehøg

At valget af Barack Obama venstredrejer amerikansk politik kan der næppe herske tvivl om. Efter otte år med den ultrakonservative George W. Bush kræver det ikke de store anstrengelser.

Det store spørgsmål er mere, hvor stort et kursskifte i forhold til de sidste tredive års nyliberale politik, amerikanerne og resten af verden reelt kan se frem til med Barack Obama ved roret.

I fravær af konkrete politikudspil – Obama indtager først det Hvide Hus i slutningen af januar – samler interesseren sig om de folk, som Barack Obama i løbet af de næste uger skal udpege til nøgleposterne i hans administration.

Indtil videre har den nyvalgte præsident kun udnævnt den kommende stabschef i det Hvide Hus. Valget er faldet på den 48-årige Rahm Emanuel, der ligesom Obama selv kommer fra Chicago.

Ifølge Stephan Zunes, professor i politisk videnskab og Mellemøststudier ved San Fransico University, lover udnævnelsen af Rahm Emanuel ikke godt.

Støtter krig

I en kommentar på internetsiden Alternet.org skriver Stephan Zunes, at Barack Obama svigter græsrødderne med valget af Rahm Emanuel.

JPEG - 19.4 kb
Den kommende stabschef i det Hvide Hus. En højrehøg ifølge amerikansk professor.

Ifølge Stephan Zunes tilhører Rahm Emanuel nemlig den absolutte højrefløj i det Demokratiske parti.

Stephan Zunes peger blandt andet på, at Rahm Emanuel som medlem af Repræsentanternes Hus har støttet George Bush’s krig i Irak samt stemt for forøgelser af det i forvejen overdimensionerede amerikanske forsvarsbudget.

Rahm Emanuel skulle også være stærkt pro-israelsk. Ifølge Stephan Zunes har han eksempelvis kritiseret George Bush for at have kritiseret Israels politik med at likvidere palæstinensere.

Den amerikanske professor påpeger, at selvom udpegningen af Rahm Emanuel er for spinkelt et grundlag at vurdere Barack Obamas kommende kurs ud fra, så udgør den et slag i ansigtet på anti-krigsfløjen i det demokratiske parti.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce