USA’s venstrefløj maner til besindelse

Hvad vil valget af Barack Obama betyde for USA og ikke mindst landets venstrefløj og forskellige bevægelser? Det har internetmagasinet SocialistWorker.org bedt en række intellektuelle og aktivister, der repræsenterer den amerikanske venstrefløj og landets sociale bevægelser tage stilling til ved en rundbordssamtale.

Samlet set er de moderat optimistiske, men kun et fåtal sætter deres lid til den nye Demokratiske præsident. Deres håb ligger snarere i de nye muligheder for at mobilisere folk takket være en ny politisk entusiasme og bevidsthed i den amerikanske befolkning.

Historiker og aktivist gennem mange år, Howard Zinn, indrømmer gerne, at han er begejstret over, at Obama er valgt til præsident »selvom jeg er pinligt bevidst om hans begrænsninger«, som han siger.

– Hans bløde, artikulerede intelligens skjuler en temmelig traditionel tilgang til inden- og udenrigspolitik, støttet og hjulpet af en gruppe af rådgivere genbrugt fra Clinton-administrationen og andre dele af Systemet, siger Howard Zinn.

Barack Obama og hans stab er »Clinton 2.0«, lyder en del af venstrefløjens kritik mod den nye præsident.

Samme mistro til genbruget fra den tidligere Clinton-æra finder man hos Mike Davis, der er forfatter, historiker og socialistisk aktivist. »Clinton 2.0« kalder han ligefrem Obamas stab.

– På trods af fantasierne om »håb« og »forandring«, der projiceres gennem den nye præsidents pæne maske, vil hans administration være domineret af velkendte, forprogrammerede zombier fra centrum-højre, lyder dommen.

Ifølge Mike Davis var Demokraternes reaktion på den såkaldte Reagan-revolution fra 1981 nemlig ikke principiel modstand, men kujonagtig tilpasning.

– De »Nye Demokrater« under Bill Clinton institutionaliserede ikke bare Nixon-Reagan politikken, men overhalede nogle gange Republikanerne i deres iver efter at håndhæve neoliberale doktriner.

Det er derfor de millioner af vælgere, der har skiftet standpunkt – ifølge Mike Davis ikke mindst de udearbejdende kvinder – og dermed givet udtryk for klassebevidsthed, håbet skal rettes mod.

– Men ikke den Demokratiske kandidat, om hvem vi ikke skal have nogen illusioner.

Ifølge Mike Davis vil »millioner af hjerter blive knust« efterhånden som gassen går af Obamas ballon.

– Den store udfordring for venstrefløjen er derfor at foregribe denne masse-desillusion, og forstå, at det ikke er vores opgave at »bevæge Obama til venstre«, men at redde og reorganisere de ødelagte håb.

Obama skal udfordres

Også Anthony Arnove, der er forlægger og bestyrelsesmedlem hos Haymarket Books, langer ud efter Demokraternes hidtidige tilslutning til blandt andet Irakkrigen, aflytning af befolkningen og øgede militærbudgetter.

– Men nu kan Demokraterne ikke længere bruge Bush og behovet for at vinde Det Hvide Hus som undskyldning for at trodse det udbredte behov for forandring. Det betyder, at vi må udfordre Obama med offentlige protester og mobilisering fra den første dag, han træder til.

Ifølge Anthony Arnove er der behov for et radikalt brud, men »vi skal ikke et sekund holde vejret og forvente, at Obama leverer det på eget initiativ«.

– Intet i hans karriere eller politiske udtalelser – eller af det vi har lært af historien – bør få os til at forvente det. Det eneste vi kan forvente, er, at han kommer til at regere til højre for sine valgløfter, ikke til venstre.

Ud af Irak og Afghanistan

Forlæggeren Sharon Smith hæfter sig især ved det racemæssige tigerspring indsættelsen af en farvet præsident er for USA.

– Obamas sejr markerer et grundskud mod racismen af tilsvarende historiske proportioner. På trods af McCains og Palins ihærdige forsøg på at piske racemæssigt fjendskab op mod Obama, mislykkedes det for dem at vinde flertallet af vælgerne for deres hadfyldte kampagne.

Sharon Smith understreger, at selvom den ændrede demografi i den amerikanske vælgerbefolkning har reduceret den relative betydning af de hvide stemmer, så ville valget af Barack Obama ikke have været muligt uden stemmerne fra den hvide arbejderklasse.

Tariq Ali, historiker og forfatter, der har været politisk aktivist siden 60’erne, fokuserer især på den ændrede betydning for sikkerheds- og udenrigspolitikken, som valget af Obama kan få.

Han deler manges håb om, at USA med Obama ved roret vil vende tilbage til en politik, hvor amerikanske interesser forsvares gennem lokale forbindelser frem for det fejlslagne koncept om »krig mod terror«. Men Obamas opfattelse af forholdene i Afghanistan og Pakistan er »seriøst misledt, for at sige det mildt«, mener Ali.

– Den kendsgerning, at USA er engageret i direkte forhandlinger med den neo-Talebanske modstand, er et alvorligt tegn på, at de opfatter krigen som tabt, siger han.

– Fra dag et af Obamas sejr, der vil udløse en bølge af høje forventninger på både den hjemlige og globale front, er presset fra aktivister altafgørende for at opnå noget. Jeg mener, at antikrigs-aktivister bør møde op i stort tal til indsættelsen af Obama med bannere med teksten »Tillykke Obama, nu ud af Kabul og Irak!«.

Barack Obama skal fastholdes på løftet om at forlade Irak – men ikke blot for at optrappe i Afghanistan, understreger amerikanske anti-krigs aktivister.

Samme toner lyder fra Camilo Mejía, der var den første soldat i tjeneste, som nægtede at lade sig genindkalde til Irak. Han sidder nu i bestyrelsen for Iraq Veterans Against the War.

– Irakkrigen er blevet for upopulær til at berettige den amerikanske imperiale dagsorden. Men vi kan ikke tillade nogen præsident at skifte fokus til Afghanistan med henblik på at fortsætte det amerikanske krigseventyr. Præsident Obama har lovet at fortsætte med at hælde tropper ind i det land og at lade krigen skvulpe over til Pakistan, hvis han finder det nødvendigt.

Der skal organiseres

For fagforeningsformanden Ken Riley fra International Longshoremen’s Association har især den politiske entusiasme hos de helt unge vælgere været bemærkelsesværdig. Og ifølge Riley er der brug for succes hos Obama:

– Jeg tror, at Obamas sejr betyder, at folk generelt bliver mere organiserede og involverede. Man bliver ikke så begejstret og optimistisk omkring fremtiden, bare fordi den første afrikansk-amerikaner vælges til præsident – man vil se administrationen virke.

Valget af Obama får fagforeningerne til at vejre morgenluft.

Og det vigtigste for fagforeningsmanden og havnearbejderen fra South Carolina er, hvorvidt valget af Obama betyder, at »Employee Free Choice Act« – et lovforslag, der skal gøre det nemmere for folk at komme i fagforening – bliver vedtaget eller ej.

– Og så håber vi, at det får betydning for anti-fagforeningslovene i den offentlige sektor hernede, siger han.

Donna Smith, der er aktiv i forhold til sundhedssystemet og kendt fra Michael Moores film Sicko, frygter, at Obamas sejr betyder, at en masse ubetydelige ændringer vil blive presset igennem på sundhedsområdet i en fart. Til gengæld har kampagnen for Obama vist, at ting kan ændres, hvis man organiserer sig, lyder hendes erfaring.

Og netop organisation og klare mål er der brug for nu for at undgå hovedløse reparationer på et sundhedssystem, der ifølge Donna Smith skal ændres grundlæggende.

– Hvad vi altid må huske på, er, at valget af en enkelt person umuligt kan fikse alle de systemer, der skal fikses. Det er kun et enkelt skridt mod en måske mere åben regering. Jeg tror, det er det håb, vi alle har. Men at tro at valget af Obama eller en mere progressiv Kongres med det samme vil lede os til en ny solopgang, er simpelthen ikke realistisk.

Vi skal på gaden

Den eneste af de politiske aktivister rundt om bordet, der giver udtryk for håb og entusiasme over valget af Barack Obama, er Rosi Carrasco, immigrant-aktivist i Chicago og organisator i The Latino Organization of the Southwest.

– Jeg tror, der er håb, ikke bare for bevægelserne for immigranters rettigheder, men for folk mod krig og for alle de progressive bevægelser. Ikke fordi at alt kommer til at ændre sig som ved magi, men fordi vi har muligheden for at ændre ting i Amerika. Det her vil ændre politikken fundamentalt, men det vil ikke ske af sig selv.

Rosi Carrasco er overrasket over, hvor aktive de unge har været og over deres håb om forandringer.

– Jeg tror, det her er et nyt tidspunkt, hvor vi har muligheden for at åbne nye rum for vores sager. Immigranternes rettighedsbevægelse blev meget demoraliseret sidste år, men nu er vi klar til at kæmpe igen.

Også Rosi Carrasco peger på organiseringen af folk på arbejdspladser og lokalområder som helt central.

– Hvis vi glemmer den del, har vi ikke en bevægelse, der kan stille krav og forsvare folk. Alle er enige om, at vi skal marchere. Den 1. maj er vi nødt til at være på gaden igen, siger hun.