Tredive års højredrejning kan være slut

Siden slutningen af 1990’erne – og især siden valget af George W. Bush i 2000 – har der lydt beretninger om det amerikanske samfunds højredrejning.

I takt med fagforeningernes og de sociale bevægelsers svækkelse under presset fra en stadig mere aggressiv nyliberalisering under præsident Bill Clinton i 1990’erne syntes de kristne konservative kræfter bare at vokse og vokse i styrke. Genvalget af George Bush i 2004 bekræftede dette indtryk.

At Bush reelt havde vist sig at være en af de mest højreorienterede præsidenter i det store lands historie syntes ikke at udgøre et problem. Snarere tværtimod.

Modstand mod abort og homoseksuelle ægterskaber, emner der fra et venstrefløjssynspunkt i bedst fald kan synes ligegyldige, i værste fald dybt reaktionære, så ud til at være det, der skulle til, hvis man ville gøre sig håb om at få udleveret nøglen til det Hvide Hus i Washington.

At vinde den i USA så afgørende præsidentmagt på et program om økonomisk omfordeling og større social retfærdighed virkede ganske enkelt umuligt. Jo mere højrefløj, desto bedre.

Tilhængere af Mccain har beskyldt Barack Obama for at være socialist. Men selvom USA’s første farvede præsident efter dansk målestok er ganske højreorienteret, kan valget være begyndelsen på enden på højrefløjens dominans

Men valget af Barack Obama har med ét slag nuanceret billedet af et USA på vej i stadig mere højreorienteret retning.

Ikke alene er den demokratiske senator fra Chicago afrikansk-amerikaner samt relativt ung og »venstreorienteret.« Han vandt også en ganske knusende sejr, der inkluderede opbakning fra traditionelt klart konservative områder i Sydstaterne og Midtvesten.

Afslutningen på 30 års højredrejning?

Set fra et venstrefløjsperspektiv er det store spørgsmål på den baggrund nu, hvorvidt USA og resten af verden måske kan se enden på nyliberalismens eller nykonservatismens årtier lange dominans, en dominans der reelt har stået på lige siden Ronald Reagan erobrede præsidentposten i 1980.

Siden 1980’erne har USA ganske vist haft en demokratisk præsident i Bill Clinton fra 1993 til 2001. Men i modsætning til Barack Obama vandt Clinton præsidentposten på et tidspunkt, hvor nyliberalismen ideologisk stadig var på vej frem. Snarere end at standse endsige bare nedtone nyliberaliseringen førte Clinton den videre til nye højder, bl.a. med nedskæringer på bistandshjælp og sundhedsvæsen for de fattigste.

I 2008 er situationen ganske anderledes. Finanskrisen har fået kommentatorer på begge fløje til at tale om nyliberalismens død, mens udviklingen i Irak og Afghanistan med al tydelighed har demonstreret svaghederne ved den rent militære tilgang til freds- og sikkerhedspolitikken.

Iagttagere på den radikale amerikanske venstrefløj har tidligere udtrykt skepsis overfor tanken om, at valget af Barack Obama reelt vil ændre det store. Politikken bestemmes ikke af præsidenten endsige af politikerne, men af strukturelle forhold og stærke erhvervsinteresser, har argumentationen bl.a. lydt fra Naomi Klein, Arun Gupta og Noam Chomsky.