Varer fra de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden strømmer ind i Europa. Men nu vil Storbritannien slå ned på eksporten fremgår det af et internt EU-notat, som det britiske dagblad The Independent har set.
Skridtet tages i frustration over, at Israel stiltiende ser til, mens bosættelserne i de besatte palæstinensiske områder udvides på trods af en klar aftale om det modsatte, der blev indgået sidste år under fredsforhandlingerne på det internationale Mellemøsttopmøde i Annapolis.
Israel lovede på topmødet, at alle bosættelser ville blive fastfrosset, men i stedet er bosættelserne – der af de fleste lande opfattes som ulovlige – løbende blevet udvidet og forsvaret aggressivt af de bevæbnede bosættere. Ifølge en embedsmand fra det israelske sikkerhedsagentur Shin Bet truer bosætterne også med at bruge »varme våben« mod de israelske sikkerhedsstyrker, hvis de forsøger at rømme de ulovlige bosættelser.

Produkterne fra de besatte områder bliver mærket som varer fra Vestbredden, men det giver forbrugerne den forkerte opfattelse at det stammer fra Palæstina, skriver The Independent.
Den britiske regering foreslår derfor at reglerne for mærkning af varer fra området strammes, så det tydeligt fremgår, hvem der har produceret dem.
Ifølge det britiske notat har premierminister Gordon Brown foreslået rundbordssamtaler med NGO’er og importører om, hvordan varer fra regionen kan mærkes mere præcist af hensyn til forbrugerne.
En række forhandlere, deriblandt supermarkeder som Sainsbury, Waitrose og Somerfield, importerer fødevarer fra bosættelserne, men hævder, at de ved at mærke varernes oprindelsessted som »Vestbredden« overholder EU’s regler. Den britiske stormagasinkæde Marks & Spencer meddelte derimod for nyligt, at den har stoppet al import fra varer fra Vestbredden.
Det israelske udenrigsministerium oplyser, at det kender til det britiske notat, og vil indlede en dialog med Storbritannien om sagen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96