Annonce

27. oktober 2008 - 15:02

Højreekstremister bag hærværk mod S-banenet

En pressemeddelelse, der er underskrevet »Traingang«, tager på en nazistisk hjemmeside ansvaret for hærværk mod Banedanmarks S-togsnet lørdag den 25. oktober – og begrunder hærværket politisk.

Formålet med hærværket var ifølge pressemeddelelsen at forhindre og forsinke så mange demonstranter som muligt i at nå frem til Luk Lejrens demonstration og aktion ved Sandholmlejren.

Banedanmark fortalte lørdag den 25. oktober til Modkraft.dk, at en fiberledning omkring middagstid var blevet klippet over nord for Lyngby, hvilket resulterede i, at al togdrift mellem Lyngby og Hillerød måtte aflyses. Afbrydelsen af togdriften berørte flere tusinde mennesker, herunder mange hundrede demonstranter, der var på vej til Allerød Station for at deltage i Luk Lejrens aktiviteter omkring Sandholmlejren.

JPEG - 54.3 kb
Trods højreekstremisters hærværk mod Banedanmarks S-togsnet, nåede demonstranterne frem til Allerød Station. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Nazistisk hjemmeside

Pressemeddelelsen er offentliggjort på hjemmesiden for den nazistiske organisation »Danmarks Nationale Front«, DNF.

Her hedder det, at »DNF er kommet i besiddelse af en pressemeddelelse fra en gruppe aktivister, som ifølge dem selv, har været ude at aktionere imod Luk Lejren demonstrationen.«

Hjemmesiden bringer herefter et uddrag af meddelelsen:

»Vi har valgt at forhindre og forsinke så mange demonstranter som muligt i at nå til Sandholmlejren Lørdag 25 10 08. For at opnå dette, har vi valgt at afmontere sikkerhedsforanstaltningerne på S-tog linjen mellem Kbh. og Hillerød. Kablerne til lyssignaler og telekommunikation blev klippet over kl ca 1045. Dette resulterede i at togdriften blev standset på ubestemt tid,« hedder det blandt andet i pressemeddelelsen.

Selv om hærværket ikke forhindrede demonstranter i at nå frem, betegner pressemeddelelsen aktionen som en succes, angiveligt fordi demonstrationen blev forsinket. Hærværksfolkene mener også, at aktionen »lagde maksimalt pres på deres [demonstranternes, red.] egne transportmuligheder« – det sidste på grund af DSBs indsættelse af busser til erstatning for togtransporten.

Antisemitisk begrundelse

Danmarks Nationale Front betegner på hjemmesiden Luk Lejrens aktivister for en »gruppe individer, som lider af den særlige jødiske syge kaldet international socialisme«.

Redaktionen skriver ikke, hvordan den har fået fat i pressemeddelelsen, kun at »DNF er kommet i besiddelse af en pressemeddelelse fra en gruppe aktivister«. Redaktionen skriver desuden, at den ikke er »bekendt med persongalleriet bag aktionen«.

Bevidst hærværk og sabotage mod Banedanmarks drift hører ind under straffelovens 183 og 184 – med en straframme på op til 12 års fængsel. Forseelsen kan muligvis også komme ind under terrorlovgivningen.

Informationschef for Banedanmark, Inger Petersen, fortæller til Modkraft.dk, at politianmeldelsen om hærværk endnu ikke er afsendt. Den er under udarbejdelse og bliver afsendt om en uges tid.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce