To gange lørdag aften og nat trængte mellem seks og otte unge ind i Huset i Vester Allé. Angriberne trængte begge gange ind gennem en bagdør, angreb de tilstedeværende med flasker og slag og stak hurtigt af igen. Ifølge øjenvidner råbte de indtrængende under angrebet »White Pride hooligans«.
Det første angreb fandt sted lørdag den 25. oktober kl. 20.45. Ifølge Århus Stiftstidende ringede unge i Huset til politiet og sagde »White Pride er kommet ind«. Da politiet nåede frem, var angriberne stukket af igen.
Næste angreb fulgte kl. 3.40, igen via bagdøren og fulgt af en hurtigt flugt fra stedet.
Politiet stødte her på en større gruppe unge i Skovgårdsgade, der ligger i nærheden af Huset. Betjentene forsøgte at løbe to af dem op. En af de unge viste så truende en adfærd, at en betjent benyttede peberspray mod ham, skriver Århus Stiftstidende - men selv om manden blev ramt med spray, lykkedes det ham at løbe væk.
Ifølge Brian Skov Nielsen fra Antiracistisk Netværk har White Pride slået til mod ungdomshuset i Århus, fordi mange venstrefløjsaktivister fra Århus var taget til hovedstadsområdet for at deltage i Luk Lejrens demonstration og aktion ved Sandholmlejren.

– White Pride har før angrebet venstrefløjsmiljøet, når de har vidst, at der var tilpas få venstrefløjsaktivister tilbage. Det er også sket i forbindelse med Ungdomshusdemonstrationer, siger Brian Skov Nielsen til Modkraft.dk.
Han mener, at den yderste højrefløj tilsyneladende forsøger at kompensere for deres manglende politiske indflydelse ved at chikanere unge venstreorienterede.
– Vi tager afstand fra politisk vold og opfordrer politiet til at fortsætte deres indsats imod de voldelig højreekstremister, siger Brian Skov Nielsen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96