Annonce

22. oktober 2008 - 17:35

BUPL fyrer »gråt guld«

Den pædagogiske fagforening BUPL har vedtaget at gennemføre kraftige besparelser for at genopbygge forbundets strejkekasse frem mod overenskomstfornyelserne i 2011. Beslutningen om besparelsen er taget af forbundets hovedbestyrelse, men den konkrete udmøntning står direktør og chefer i forbundshuset for.

Besparelsen kommer til at koste 18 stillinger i forbundshuset på Blegdamsvej i København. En del af stillingerne findes ved at undlade at genbesætte ledige stillinger, men nogle medarbejdere har også modtaget opsigelsesvarsel og andre har indgået aftaler om aftrædelsesordninger.

I alt seks ansatte i forbundshuset står til at blive fyret, mens fem andre medarbejdere har indvilget i såkaldte frivillige aftrædelsesordninger.

Rammer ældre og menige medarbejdere

Besparelsen rammer især de ældre og menige medarbejdere i fagforbundet. Selv om én lederstilling sløjfes (ved at to chefstillinger bliver lagt sammen) er det udelukkende menige medarbejdere, der står foran at stoppe deres arbejde i huset. Ingen ledere eller mellemledere er omfattet af fyringsvarsler og aftrædelsesordninger, erfarer Modkraft.dk.

JPEG - 50.6 kb
BUPLs konfliktfond skal fyldes op igen efter forårets overenskomststrejke. Det koster stillinger på forbundskontoret. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun.

Og aldersmæssigt er det ældre medarbejdere, der må stoppe deres arbejde i huset. Op til beslutningen om, hvor besparelserne skulle udmøntes, har alle forbundsansatte over 60 år modtaget et tilbud om en aftrædelsesordning. En håndfuld ansatte har taget imod det tilbud.

Men også blandt de ansatte, der nu har modtaget et opsigelsesvarsel er der aldersmæssig skævhed: Den yngste ansatte der står foran fyring er 57 år gammel, bekræfter Inge Prip, der er direktør i forbundshuset.

– Det skal nok passe. Vi har en relativ høj alder og anciennitet blandt de ansatte i huset, siger hun til Modkraft.dk.

Beklageligt og ubehageligt

Forbundsformand Henning Pedersen beklager, at besparelserne for at opbygge konfliktfonden, er mundet ud i fyringer.

– Jeg synes selvfølgelig, at det er meget ubehageligt, at vi skal afskedige kvalificerede medarbejdere, men det er desværre en nødvendig beslutning for at bevare BUPL som en slagkraftig organisation, siger han.

Den vurdering bliver dog bestridt af tillidsmanden for de forbundsansatte, Flemming Allermann.

– Det er enormt trist, at forbundet nu skaffer sig af med de mest erfarne medarbejdere i huset. Det kan ikke betyde andet end, at der efterlades et hul, og at forbundshuset svækkes, siger Flemming Allermann til Modkraft.dk.

Forretningsudvalg løber ikke fra ansvar

Forbundsformand Henning Pedersen mener ikke, at BUPLs politiske ledelse fralægger sig ansvaret for besparelserne ved at lade direktionen på BUPL stå for den konkrete udmøntning af besparelserne.

– Det er forretningsudvalget (FU), der har udstukket de politiske rammer for besparelserne, mens konkretiseringen er overladt til direktionen i huset. Det er en arbejdsdeling, der gælder på alle området i forbundet, siger han til Modkraft.dk

Tillidsfolk i forbundshuset siger, at nedlæggelsen af stillinger og fyringer vil svække BUPL. Løber den politiske ledelse ikke fra det ansvar ved at lade direktør og chefer udmønte besparelserne?

– Nej, for det er FU, der har besluttet hvilke områder, der skal prioriteres og nedprioriteres. Vi fastholder det politiske ansvar, men det er direktionen,, der laver aftaler med de enkelte ansatte om fratrædelsesordninger og sætter navne på dem, der skal fyres, siger han.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce