Nederlag til koldkrigerne

Allerede på førstedagen af retsagen i Fredericia måtte den pensionerede læge Jørgen Røjel indrømme, at han ikke have belæg for sin påstand om, at Frank Aaen handlede kriminelt, mens han var ledende medlem af Danmarks Kommunistiske Parti i 1980’erne.

Det var det, Frank Aaen ville have slået fast – og med indrømmelserne fra Røjel og hans advokat er der ikke megen tvivl om, at dommeren vil nå frem til samme konklusion, selv om dommen sandsynligvis ikke offentliggøres før 12. september.

Fængselskandidat

Beskyldningerne faldt oprindeligt i to læserbreve i Jyllands-Posten, hvor de indgik i den kampagne, der har kørt i flere år mod de, der var aktive på venstrefløjen i 70’erne og 80’erne – ikke mindst mod medlemmer af DKP. På linje med stribevis af andre indlæg tordnede Jørgen Røjel mod Frank Aaen og mod alle andre, der bekæmpede USA’s og NATO’s atomoprustning.

I modsætning til stort set alle andre tog Røjel skridtet fuldt ud og hævdede, at Frank Aaen havde overtrådt straffeloven, og at han havde stået til flere års fængsel, hvis ikke sagen havde været forældet. Det var den »milde« spionageparagraf, som ikke desto mindre kan give op til 12 års fængsel, som Enhedslistens folketingsmedlem skulle kunne dømmes efter.

Da Røjel ikke reagerede på opfordringer om at trække beskyldningerne tilbage, stævnede Frank Aaen ham for injurier.

Intime forhold

I stedet for at bevise sine påstande forsøgte Røjel, hans advokat og hans vidner at omdanne Civilretten i Fredericia til et politisk-historisk tribunal mod Frank Aaen og DKP.

I over en time præsenterede professor Bent Jensen fra Odense det, han kaldte DKP’s »intime og hjertelige« forhold til kommunistpartierne og regimerne i Sovjet og Østeuropa før Murens fald. Bent Jensen har i sovjetiske og østtyske arkiver fundet stabler af indberetninger og mødereferater, der omhandler disse relationer.

I forhold til hans tidligere skriverier kom der dog intet nyt frem under retsmødet, og han måtte da også erkende, at han intet konkret belastende kunne fremlægge om Frank Aaen.

Kun ét sted i arkiverne var han stødt på navnet: i referatet af et møde i København mellem et par repræsentater for DDR’s kommunistparti og en gruppe ledende DKP’ere. Danskerne og østtyskerne fremlagde hver deres syn på verdensituationen. Danskerne erklærede sig enige med østtyskerne, og så gik de hver til sit.

DKP´ere blacklistet i militæret

Røjels andet vidne var tidligere generalløjtnant K.G.H. Hillingsø, som fremlagde den ikke overraskende oplysning, at i 70’erne og 80’erne var Sovjet og Warzawapagten Fjenden – ifølge de danske officerers verdensbillede.

Desuden forklarede han, hvordan man efter Murens fald havde fundet angrebsplaner mod bl.a. Danmark i Polen og DDR. Endelig berettede han, at forsvaret i den periode havde opfattet DKP og dets medlemmer som en sikkerhedsrisiko.

Dette vidneudsagn skulle Røjels advokat bruge til at skabe et billede af DKP – og dermed Frank Aaen – som en aktiv og farlig allieret med Danmarks fjender.

Trods stor velvilje fra Hillingsøs side faldt hans vidneudsagn dog ikke helt så heldigt ud for højrefløjens koldkrigere.

For det første kunne generalløjtnanten ikke komme udenom, at landets valgte politikere ikke altid havde haft samme stålsatte fjendebillede. Tværtimod havde »Forsvaret« – dvs. officerskorpset – i perioder været meget utilfreds med modstanden mod NATO’s atomvåbenpolitik; en modstand, der blev støttet af et flertal i Folketinget og i befolkningen.

For det andet var det en særlig type angrebsplaner, han havde set i Østeuropa. Det var planer for de angreb, Warzawapagten ville sætte ind, hvis NATO angreb Østeuropa, eller hvis man var overbevist om, at et angreb var undervejs – f.eks. med atomvåben.

Endelig kom Hillingsø til at afsløre, at Forsvaret havde haft en fast praksis, der gik ud på at afvise ethvert medlem af DKP, som var blevet indstillet til sergentskolen – dvs. stige højere i graderne end almindelig værnepligtig. Denne sortering gennemførte man på baggrund af indberetninger fra Politiets Efterretningstjeneste.

Denne praksis har aldrig været officielt indrømmet, og det har fået Frank Aaen til at stille en række spørgsmål til forsvarsministeren, bl.a. om hvordan PET har kunnet oplyse, hvem der var medlemmer af DKP, eftersom det var og er ulovligt at registrere alene ud fra lovlig politisk aktivitet.

Slut med kriminalisering

Uanset hvor meget medhold Frank Aaen får af dommeren i Fredericia, vil det ikke standse diskussionen om Danmark under Den Kolde Krig. Det var heller ikke meningen med sagsanlægget. Hverken Frank Aaen eller Enhedslisten har noget imod den debat.

Afgørelsen vil næppe heller få højrefløjen til at diskutere mere sagligt i fremtiden. Men det var der heller ingen, der havde forventet af retssagen.

Men dommen vil højest sandsynligt gøre det umuligt for højrefløjen fremover at slynge om sig med påstande om, at venstrefløjen eller dele af den handlede ulovligt. Og det var det, der var meningen med injuriesagen.

Artiklen har været bragt i Enhedslistens medlemsblad nr. 14, august 2001. Skrevet af Michael Voss.

Kilde: Enhedslistens website