Dansk Røde Kors har advaret mod asylaktionen »Luk Lejren«, der finder sted den 25. oktober ved Sandholmlejren i Nordsjælland. Organisationen frygter, at aktionen vil traumatisere de asylansøgere, der bor i lejren.
Men hvad siger de berørte selv? Modkraft.dk har spurgt en håndfuld beboere i Sandholmlejren om deres syn på aktionen.
Fire af de i alt seks, Modkraft.dk har talt med, udtrykker stærk støtte til initiativet. Én er positiv, men skeptisk overfor hvorvidt aktionen vil gøre en forskel. Den sidste støtter ideen, men ikke de planlagte metoder.
Flere af dem henviser dog til, at adskillige beboere i lejren skulle være nervøse ved Luk Lejren, bl.a. på grund af frygt for uro og ildspåsættelse.
– Aktionen er en rigtig god ide. Vi har brug for den. Måske vil det få folk her i landet til at lytte til os, udtaler en af de asylansøgere, som Modkraft.dk har talt med.
Det drejer sig om en irakisk mand, som har boet i Sandholmlejren i otte måneder. Som alle de øvrige ønsker han ikke at stå frem med navn, da han frygter, det kan skade hans asylansøgning.
En anden asylansøger, en mand i trediverne med afghansk baggrund, betragter den annoncerede masseaktion som en sympatierklæring til de mennesker, der sidder fast i landets asyllejre.
– Aktionen vi vise folk i Sandholmlejren og andre steder, at det ikke er alle i det danske samfund, der er vores fjender. Den viser, at vi også har venner, udtaler han.
En tredje asylansøgere, en midaldrende irakisk mand, fremhæver ligeledes sympatitilkendegivelsen som et vigtigt aspekt ved Luk Lejren, mens en iransk kvinde i tyverne udtaler, at det er godt, at der er nogen, der gør noget for de mennesker, der som hende og hendes familie sidder fast i Sandholm og andre lejre i Danmark.
Kvinden fortæller, at de er en gruppe på ti-tolv venner, der har tænkt sig at deltage i den fest, som Luk Lejren har annonceret, at man vil stable på benene den 25. oktober på pladsen udenfor Sandholmlejrens hovedport.
Sammen med sin familie har kvinden boet i Sandholmlejren i syv år. Familien har fået afslag på deres ansøgning om asyl og venter nu på at blive sendt tilbage til Iran, hvor deres situation vil være yderst usikker.
Mindre positiv er en ung irakisk mand. Han og hans familie har været i Danmark siden 2001 og er blevet flyttet fra asylcenter til asylcenter. De sidste par år har de boet i Sandholmlejren, fire voksne mennesker i to små rum på henholdsvis 15 og 12 m2.
Her henslæber de tilværelsen i usikkerhed om udfaldet af deres ansøgning om asyl.
– Det er da altid meget godt, at folk demonstrerer for vores sag, men hvad skal det hjælpe, spørger han.
– Jeg tror ikke, det gør nogen forskel, tilføjer han og henviser til moderen, som er bange på vegne af de mange børn i Sandholmlejren.
I fjernsynet har hun set billederne af optøjerne på Nørrebro. Ifølge sønnen frygter hun, at det nu skal komme til Sandholmlejren.
Hashan, en asylansøger fra Sir Lanka i slutningen af trediverne, har startet en gruppe på Facebook vendt mod Luk Lejren.
Hashan er dog ikke entydigt imod Luk Lejren.
– Det er fint at lave en demonstration fra Allerød og ud til Sandholmlejren, udtaler han og forsætter:
– Som asylansøger er jeg glad, hvis der kommer 3000 og støtter os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke demonstrerer inde foran Christiansborg.
– Og hvorfor vil man klippe hegnet ned? Vi er da ligeglade med det hegn. Vi kan jo bare gå ud. Hvis hegnet gør noget, så er det at beskytte os. Hvis nu kurdere og arabere er i konflikt med hinanden, hvis der så ikke er et hegn, så kan den ene eller anden gruppe bare få forstærkning udefra, forklarer Hashan.
Ifølge Hanne Møller, informationsmedarbejder i Dansk Røde Kors’ asylafdeling i Sandholmlejren, overvejer organisationen forskellige muligheder i forhold til den 25. oktober.
Indtil videre afventer man og ser, hvordan situationen udvikler sig. Men man overvejer bl.a. at etablere busser til at køre de beboere væk, der eventuelt måtte være urolige for aktionen.
I givet fald vil der være tale om et frivilligt tilbud, understreger hun.
Hanne Møller vurderer, at folk i Sandholmlejren opfatter Luk Lejren meget forskelligt.
– Nogle af beboerne heroppe er direkte involveret i projektet. Nogle er bange. Og nogle har slet ikke hørt om aktionen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96