Ved Folketingets åbning tirsdag den 6. oktober fremlagde regeringen et lovkatalog, som den vil arbejde for i løbet af det næste folketingsår.
I kataloget fremgår det, at højtlønnede danskere kan se frem til en ekstra skattelettelse på 1.000 kroner fra år 2010, fordi regeringen vil flytte indkomstgrænsen for, hvornår skatteydere skal betale topskat.
Politiken.dk skriver at skattelettelsen er en konsekvens af skatteaftalen som regeringen aftalte med Dansk Folkeparti i september 2007. Det Konservative Folkeparti fik i stedet for dets krav om øjeblikkelige skattelettelser indført en bestemmelse i aftalen om, at grænsen for topskat skal hæves, hvis antallet af topskatteydere forøges i forhold til 2007.
Ifølge skøn fra Skatteministeriet er antallet af topskatteydere nu steget med 45.000 til 970.000. Hvis antallet af topskatteydere skal holdes konstant, skal indtægtsgrænsen derfor hæves med 5.000 kroner.
Selv om forslaget om at hæve grænsen fremgår af regeringens lovkatalog, er det dog tvivlsomt, om det ender i denne form, for spørgsmålet vil formentlig indgå i forhandlinger om en skattereform, der er planlagt til foråret.

Samtidig med at regeringen i lovkataloget fremsætter forslaget om hævelse af indtægtsgrænsen, fremsætter regeringen også forslag om kortere dagpengeperiode. I lovkataloget fremgår det, at regeringen i oktober vil fremlægge forslag til ændringer i dagpengereglerne. Statsminister Anders Fogh Rasmussens sagde i sin åbningstale at det kunne indebære en forkortelse af dagpengeperioden.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96