Tusinder af såkaldt illegale arbejdere i Sverige kan nu få hjælp til at blive organiseret i en fagforening. På »Centrum for papirløse« i det centrale Stockholm kan de papirløse hver mandag få råd og vejledning om bl.a. lønmodtageres rettigheder, skriver 3f.dk.
Centeret, der blev åbnet den 3. september af svensk LO’s formand Wanja Lundby-Wedin og formanden for svensk FTF Sture Nordh, skal supplere en telefonrådgivning og hjemmeside, hvor illegale, papirløse arbejdere i forvejen kan søge støtte.
I princippet vil svensk politi kunne anholde de illegale, når de møder op på kontoret, men det frygter organisationerne bag initiativet ikke:
– Mange illegale arbejdere er helt åbne om deres situation. Juridisk set opholder de sig illegalt i Sverige, men de arbejder og betaler skat. I teorien kan svensk politi komme i det nye center og anholde mennesker. Men det frygter jeg ikke. Der er mange store organisationer, som støtter centret. Jeg ved, at illegale tør komme, siger Shamsul Alam Sarwar, der selv er illegal arbejder og aktivist i den stockholmske organisation for illegale, til 3f.dk.

Når det kan lade sig gøre at organisere de papirløse, er det fordi arbejdsmarkedets regler gælder for alle, som arbejder.
– Det er meget enkelt. Arbejdsmarkedets love, siger intet om, at de ikke gælder for illegale arbejdere. Vi varetager hver enkelt ansattes rettigheder på jobbet – og dermed også de illegale arbejderes, siger Bent Sandberg fra ejendomsansattes forbund, der var et af de første forbund, der tilbød medlemskab for illegale.
Ifølge 3f.dk er hver 10. rengøringsassistent i Stockholm illegal arbejder.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96