Det var i absolut sidste øjeblik, at Integrationsministeriet torsdag besluttede at genoptage den albansk-serbiske flygtning Mirsad Zairis sag. Om eftermiddagen skulle den 32-årige svært psykisk syge mand have været tvunget ombord på et fly med kurs mod den serbiske hovedstad Beograd.
På baggrund af en lægeundersøgelse, der dokumenterede, at Mirsad Zairi lider af posttraumatisk stresssyndrom og har en svær psykose som følge af torturen i serbiske fængsel, besluttede Integrationsministeriet imidlertid at genoptage hans sag med henblik på humanitær opholdstilladelse.
Mirsad Zairi blev fængslet og tortureret, da han i 1999 nægtede at deltage i Serbiens krig i Kosova. I 2000 flygtede han til Danmark, og to år senere blev han gift med den Kosova-albanske flygtning Valentina, som sammen har fået to børn.

Peter Toubøl, der er menighedsrådsformand i Mariager og en nær ven af Mirsad Zairi glæder sig i et åbent brev over afgørelsen, og takker alle, der har bidraget til at tvangsudvisningen blev forhindret.
»Men glem ikke alle de andre flygtninge, som i op til 10 år stadig sidder i flygtningelejre i Danmark og med en tvangsudsendelse hængende over hovedet. Kæmp videre for Mirsad og dem – kæmp for at Danmark igen behandler flygtninge som ulykkelige mennesker i stedet for et problem, skriver Peter Toubøl.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96