USA: Nej til økonomisk kriseplan

228 imod, 205 for.

Med de tal stemte Repræsentanternes Hus sent mandag den 29. september nej til den 3.600 milliarder kroner store økonomisk redningsplan, som præsident Bush’ finansminister Henry Paulson havde udarbejdet i weekenden sammen med ledere fra begge partier i den amerikanske kongres.

Afstemningsresultatet udløste prompte store kursfald på børsen i New York og senere andre steder i verden. Iagttagere taler om en chok-afstemning, der kan kaste især den amerikanske økonomi, men også store dele af verdensøkonomien, ud i dyb og langvarig krise.

Idéen med planen er bl.a. at lade staten opkøbe mange af de dårlige lån, som amerikanske banker og finanshuse har fået viklet sig selv ind i i forsøget på at tjene penge på den nu bristede boligboble. Ved at opkøbe lånene, er filosofien, tilføres finansektoren penge og kan igen begynde at yde lån til virksomheder og private.

Nobelprismodtager: Hvorfor ikke hjælp til de fattige?

Som den negative afstemning viser, er modstanden mod planen imidlertid udbredt. Fra venstre side af det politiske spektrum har kritikken bl.a. lydt, at planen handlede om at bruge amerikanske lønmodtagere og arbejderes skattepenge på at redde det finansborgerskab, der i forvejen har tjent enorme summer på uigennemskuelige finansprodukter og uansvarlige udlåningsstrategier.

Krisen på Wall Street er ikke kun en krise i kapitalismens globale finanscentrum. Det er, synes flere og flere iagttagere på begge fløje at mene, en krise i kapitalismen som sådan, i hvert fald i den såkaldte frimarkedskapitalisme, der har været dominerende siden 1980.

»Hvorfor indeholder redningsplanen ikke hjælp til de millioner af amerikanere, der mister deres hjem? Hvorfor ikke bruge ligeså meget på dem som på Wall Street?«, spørger økonomen og Nobelpris-modtageren Joseph Stiglitz i en kommentar i avisen The Nation.

Finansiel socialisme

Fra højre side er det især angst for socialisme i liberalismens hjemland, ikke forargelsen over at bruge almindelige menneskers skattepenge til at redde en række storkoncerner fra fallit, der er udslagsgivende.

Mange konservative kritikere ser redningsplanen som en tilbagevenden til den statsstyrede økonomi, man kendte i perioden fra den Anden Verdenskrigs afslutning og frem til krisen i 1970’erne.

»Finansministeriets redningsplan vil fjerne det fri marked og indføre socialisme i Amerika«, har den konservative senator Jim Bunnig fra Kentucky bl.a. udtalt.

Blandt konservative som Jim Bunning er synspunktet, at markedet selv kan klare krisen, idet markedskræfterne før eller siden igen vil skabe ligevægt i systemet. At tusindvis af virksomheder risikerer at gå fallit i processen og millioner af arbejdere og lønmodtagere at miste deres job er bare et beklageligt, men nødvendigt, onde.

Enden på kapitalismen som vi kender den

Allerede i marts udtalte Martin Wolf, en toneangivende økonomisk kommentator på avisen The Financial Times, at vi var vidner til nyliberalismens død. Essensen i nyliberalismen er netop troen på markedets evne til at regulere sig selv uden indblanding fra staten, og Wolfs kommentar faldt kort efter, at den amerikanske Centralbank havde besluttet at redde finanshuset Bear Stearns fra økonomisk kollaps.

De seneste ugers udvikling har fået flere politikere og iagttagere, også på den borgerlige fløj, til at tilslutte sig Wolf’s diagnose af frimarkedskapitalismens tilstand.

»Mens Sovjetunionens sammenbrud viste, at socialistisk økonomi ikke fungerer, er det nu liberalisterne, der vånder sig. I disse uger indser alverden, hvad vi konservative altid har vidst: At også den hæmningsløse liberalisme har sin begrænsning. Ligesom staten ikke kan styre alt – så kan markedet heller ikke«, udtalte eksempelvis klimaminister Connie Hedegaard (K) på de Konservatives landsrådsmøde i den forgange weekend.

Marxistiske økonomer har i flere år talt om, at især den vestlige kapitalisme var på vej ind i en ny stor krise, måske af samme størrelsesorden som kriserne i 1930’erne og 1970’erne. De seneste uger og måneders udvikling har kun bekræftet dem i deres diagnoser.

Krisen som tegn på succesfuld klassekamp

I modsætning til de borgerlige iagttagere peger mange marxistiske økonomer på den nyliberale indkomstspolitik som en væsentlig del af forklaringen på krisen.

Især i USA er mange arbejdere og almindelige lønmodtageres lønninger reelt faldet dramatisk siden omkring 1980, hvor den dengang nyvalgte Ronald Reagan indvarslede nyliberalismens storhedstid.

Konsekvensen har ikke alene været udbredt fattigdom i et af verdens rigeste lande. Det har også været faldende købekraft. Og når den faldende købekraft ikke er kommet til udtryk i faldende efterspørgsel, og dermed økonomisk nedgang før nu, skyldes det i vid udstrækning de mange muligheder for låntagning, der er opstået efter liberaliseringen af det amerikanske bank- og finansmarked.

De seneste årtiers vækst i amerikansk økonomi har ganske enkelt i væsentlig grad været drevet af lånte penge, der i mange tilfælde er lånt for lånte penge osv. i en ond spiral. Det er denne spiral, der nu bryder sammen, lyder analysen bl.a. fra den marxistiske økonom Andy Kilmister.

I denne analyse er en af den nuværende krises hovedårsager det amerikanske borgerskabs succesfulde klassekamp mod arbejderlønninger og velfærdsstatslige ydelser siden Reagan-æraen.