Bush-administrationen presser på for at få ændret den militære kommandostruktur i Afghanistan, skriver den engelske avis The Independent. Den amerikanske centraladministration ønsker, at de internationale styrker i landet skal være under direkte amerikansk kommando, herunder de danske styrker i den såkaldte ISAF-styrke (International Security Assistance Force).
Planen vil indebære, at den amerikanske NATO-general David McKiernan, der er øverstkommanderende for ISAF-tropperne fra 39 lande, skal rapportere direkte til US Central Command, i stedet for NATO.
Baggrunden for forslaget om en fælleskommando i Afghanistan er, at de fleste amerikanske tropper fremover vil blive placeret under NATO-kommando i ISAF. Lige nu har USA 33.000 soldater udstationeret i Afghanistan. De 14.000 er en del af ISAF-styrkerne med NATOs egen kommandostruktur, mens 19.000 hører til den amerikanske ledede Operation Enduring Freedom, der er under US Central Command.
Det amerikanske militære tidsskrift Jane’s Defence Weekly skrev i august måned, at USAs forsvarsminister, Robert Gates, arbejder for, at 17.000 af de amerikanske soldater i Operation Enduring Freedom skal blive en del af ISAF-styrkerne, mens 2.000 fortsat skal operere uafhængigt med anti-terroropgaver og afhøringer.
Forslaget om at ISAF-styrkerne skal rapportere direkte til US Central Command, skal ifølge The Independent, også stamme fra den amerikanske forsvarsminister. Og kravet om øget amerikansk kontrol med ISAF-styrkerne, der nu er på 40.000 soldater fra 39 lande, er derfor ifølge Jane’s Defence Weekly »ikke overraskende«.

En anden begrundelse fra Bush-regeringen om en amerikansk kommandostruktur er, at Central Command for kort tid siden fået en ny chef, nemlig den tidligere øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Irak, David Patraeus. Den amerikanske centraladministration tilskriver ham æren for, at voldsniveauet i Irak er faldet kraftigt. Det er dog en konklusion, der betvivles af nogle Irak-analytikere.
Præsident George W. Bush har for nyligt sagt, at USA vil sende yderligere 8.000 soldater til Afghanistan, hvor de militære konfrontationer og volden er på det højeste niveau, siden USA væltede Talebanstyret i 2003. Troppeoptrapningen skal blandt andet findes ved, at antallet af amerikanske soldater reduceres i Irak på grund af nedgangen af vold her.
Det amerikanske forslag møder dog modstand i NATO. Militæralliancen har nemlig udnævnt Afghanistan-indsatsen som en afgørende milepæl i organisationens historie, der vil afgøre om den evner til at handle i større internationale konflikter. Flere NATO-lande vil derfor formentlig kræve, at en eventuel fælleskommando skal placeres i ISAF, ikke US Central Command.
Amerikanerne mener dog, at det ikke vil løse kommandoproblemerne i Afghanistan, skriver The Independent. Amerikanske officerer efterlyser en strømlinet kommandostruktur, der ikke flimrer mellem NATO-landenes forskellige regler for indsatsen i Afghanistan.
Den amerikanske forsvarsminister er godt klar over, at en forslaget er »følsomt«.
– Kommandostrukturen er et følsomt emne for vores allierede. Og hvis der skal ske forandringer, vil det kræve flere intensive rådslagninger med vores allierede, skal han ifølge The Independent have udtalt for nylig.
Fredag den 19. september holdt forsvarsministrene i NATO et møde i London, hvor der ifølge The Independent var lagt op til debat af de amerikanske forslag. Mødet var et såkaldt »uformelt uformelt møde«, hvor forsvarsministrene mødtes uden embedsmænd for at kunne snakke uforpligtende sammen. Jacob Winther, der er pressechef i Forsvarsministeriet i Danmark, fortæller dog Modkraft, at forslaget ikke blev diskuteret på mødet i London.
Det er igen møde mellem NATOs forsvarsministre om 14 dage i Budapest, hvor netop NATOs indsats i Afghanistan er sat på dagsordenen. Om det amerikanske forslag her bringes op, er ifølge Jacob Winther, op til den amerikanske forsvarsminister. Der vil dog heller ikke her blive truffet beslutninger om kommandostrukturer i Budapest, fortæller pressechefen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96