Annonce

18. september 2008 - 16:28

Ungdomshuset: Grønt lys til vidnefusk

I alt syv betjente fra politiets aktionsstyrke udviste en usædvanlig god hukommelse, da de i Københavns Byret mandag og tirsdag fortalte om Ungdomshusets rydning den 1. marts sidste år. De syv var indkaldt som vidner i straffesagen mod 15 unge, der opholdt sig i huset ved rydningen.

Forsvarerne kræver de syv betjente - og tretten af deres kollegaer - fjernet fra vidnelisten, efter at det under den første afhøring af betjentene sidst i august kom frem, at anklageren havde udleveret afhøringsrapporterne til betjentene.

Byretten slog fast, at det er i strid med reglerne at lade vidner læse i afhøringsrapporterne. Alligevel nøjedes dommer Karsten Henriksen med at give de to anklagere fra Københavns Politi og betjentene en løftet pegefinger: Forseelsen er ikke så alvorlig, at betjentene ikke må vidne i retten, erklærede dommeren.

De unges forsvarere kræver nu, at Østre Landsret tager stilling til, om politividnerne må bruges i en retssal. De mener, at anklagerne har hældt falske lodder i vægtskålen. Betjentene kommer nemlig til at fremstå mere troværdige, fordi de kan huske i detaljer, hvad der er sket. Mens de unge risikerer at fremstå som utroværdige, fordi de ikke lige så klart kan huske forløbet.

Betjentene har desuden haft mulighed for at koordinere deres forklaringer på et fællesmøde med de to anklagere i sagen.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce