Annonce

16. september 2008 - 21:16

Mønten: Blokade på stand-by

De røde faner blev ikke kun luftet, men også vædet, da Byggefagenes Samvirke tirsdag den 16. september havde indkaldt til støtteaktion foran byggepladsen Mønten på Amager, København.

Nogle hundrede demonstranter var mødt op foran byggepladsen, hvor arbejdet nu ligger stille, fordi bygherren, Keflar Invest, umiddelbart forud for demonstrationen havde fyret den polske hovedentrepenør, der havde stået for arbejdet på byggepladsen og som havde underbetalt de ansatte og ladet folk bo ulovligt på byggepladsen.

Med flere stilladsbilier parkeret midt ude på Amager Fælledvej var gaden spærret for trafik under mødet - mens gråvejret forandrede sig til først småstrint og siden silende regn.

Fra et lastbillad underholdt bandet Gangerpilt med danske sange om død, druk og ulykkelig kærlighed, og faglige og politiske talere bakkede herfra op om byggefagenes kamp for overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold på Mønten.

JPEG - 78.6 kb
Fagforeningernes røde faner blev luftet - og vædet - ved blokadedemonstrationen foran byggepladsen Mønten på Amager. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Bygherre sparet millionbeløb i lønninger

Arbejdet på byggepladsen er på grund af fyringen af den polske entrepenør stillet i bero – og blokaden er derfor sat på stand-by, dvs. byggepladsen er i de næste dag kun under overvågning, men fagforeningerne opretholder et beredskab, der er klar til genstart af konflikten, hvis nye entrepenører uden overenskomst dukker op.

– Det er nok en sejr, at der ikke længere arbejdes på byggepladsen på helt urimelige vilkår. Men vi skal ikke glemme, at bygherren allerede har sparet et tocifret millionbeløb i lønninger, sagde Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i sin tale.

Også de øvrige faglige repræsentanter, Peter Hougaard fra Byggegruppen i fagforeningen TIB og Henrik Lippert, formand for 3F Bygge, Jord og Miljø, understregede i deres taler, at det ikke var de polske arbejdere, men de danske bagmænd, der var mål for aktionen.

– Polske arbejdere er velkomne, men det skal være på ordentlige vilkår, der ikke presser danske håndværkere, sagde Peter Hougaard eksempelvis.

Søvndal: Polsk medansvar

Villy Søvndal, formand for SF, understregede i sin tale, at fagbevægelse og politikere måtte supplere hinanden for at sikre ordentlige arbejdsforhold.

– Vi er et lønarbejdeparti. Skriv til os, hvis der opstår problemer, så vil vi støtte jer, sagde Villy Søvndal.

Han kritiserede som den eneste ved demonstrationen de polske håndværkere for et medansvar for dårlige arbejdsvilkår.

– Når man accepterer at arbejde for lønninger på 30-50 kroner i timen, når man accepterer at arbejde mens fagforeningerne aktionerer udenfor og når man ikke melder sig ind i fagforeningerne, så er man en del af problemet, sagde han.

Søndergaard: EU årsag til social dumpning

Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU kritiserede i sin tale EF-domstolen for at opstille hindringer for bekæmpelse af social dumpning i EU-landene. Han argumenterede for, at der skal laves en juridisk bindende EU-protokol, der slår fast at faglige og sociale rettigheder altid står over den fri etableringsret for virksomheder og at EU ikke skal have ret til at blande sig i de nationale regler om konfliktret.

– At få opbakning til det fra samtlige 27 regeringer i EU bliver ikke let, sagde EU-parlamentarikeren.

– Uden en fælles faglig mobilisering på tværs af grænserne kan det ikke lade sig gøre, sagde han.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce