Annonce

16. september 2008 - 14:06

Delsejr for blokade på Mønten

Selskabet Keflar Invest/Mønten Kbh. Aps har fyret den polske hovedentrepenør, der har stået bag arbejdet på den tidligere kongelige møntfabrik på Amager. Byggefagenes Samvirke har siden slutningen af august blokeret arbejdspladsen for at sikre overenskomstmæssige vilkår for de ansatte på byggepladsen.

– Så er det lykkedes at få stoppet de ulovligheder og de dårlige arbejdsforhold, der har været på pladsen, siger blokadeleder Jacob Scavenius på bjemmesiden www.bygsam.dk

Han ser reaktionen fra firmaet som et udtryk for, at det faglige arbejder, som byggefagene i København har udført siden blokaden blev indledt den 29. august, er begyndt at virke.

På byggefagenes hjemmeside oplyses det, at Keflar invest har sendt en mail til de involverede fagforeninger, hvor det oplyses at det polske firma, Uslugi Budowalne Jacek Gidokeit, havde sidste arbejdsdag på byggepladsen lørdag den 13. september.

JPEG - 72.7 kb
Byggefagenes Samvirke har opretholdt en blokade mod renoveringen af Mønten på Amager siden 29. august. Foto: TIB foto.

»Mandag d. 15. september vil der kun være de folk tilbage, der skal være i forbindelse med afrigning af Uslugi Budowalne’s materiel«, hedder det i mailen.

Og Byggefagenes Samvirke bekræfter på hjemmesiden, at de polske ansatte i firmaet, der på dansk kaldes Renoveringsservice, mandag pakkede deres ejendele sammen. Beboelsesvognene på grunden er desuden ved at blive flyttet væk.

I mailen til Byggefagenes Samvirke skriver Keflar Invest, at firmaet er igang med at finde en ny underentrepenør til færdiggørelse af arbejdet.

Første halvleg

Blokaden mod byggeriet bliver dog opretholdt – og det samme gør den sympatiaktion, som der er indkaldt til tirsdag den 16. september kl. 15.

Keflar Invest vil nemlig ikke selv tegne overenskomst, da det kun er bygherre, men ikke står for byggearbejdet.

Blokaden og sympatiaktionen bliver derfor opretholdt for at sikre at det firma, der nu skal overtage entreprisen har og følger overenskomsten.

– Nu står tilbage som mål i 2. halvleg, at vi får sikret, at det fremover bliver organiserede virksomheder, og at der er ordnede forhold om løn- og arbejdsvilkår, siger Jacob Scavenius.

Keflar Invest har lovet at holde fagforeningen orienteret om valg af ny hovedentreprenør.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce