Blekingegadegruppen bryder tavsheden

To navngivne medlemmer af den såkaldte Blekingegadegruppe forholder sig for første gang siden begyndelsen af 1990’erne til den række opsigtsvækkende røverier op gennem 1980’erne, som gruppen begik for at skaffe penge til befrielsesbevægelser i den 3. verden.

Torkil Lauesen og Jan Weimann har den 15. september offentliggjort en nekrolog på Kontradoxa, baggrundsmagasinet på Modkraft.dk, over et tredje medlem af Blekingegadegruppen, Niels Jørgensen, der døde tirsdag den 9. september.

Anonyme udtalelser

Det er første gang siden 1994, at personer fra Blekingegadegruppen åbenlyst og i fuld offentlighed markerer sig under eget navn om gruppens aktiviteter. Flere af de røveridømte medlemmer af gruppen har skrevet og ytret sig i andre spørgsmål (blandt andet i Internationalt Forums blad, Gaia), men alle medlemmer af gruppen har været tavse om gruppens røverier – herunder Købmagergade-kuppet der førte til drabet på en politibetjent i en skudsveksling efter røveriet.

To medlemmer af Blekingegadegruppen har dog inden for de sidste par år optrådt anonymt. Et af gruppens medlemmer optrådte som »Stemmen« i Peter Ørvig Knudsens bestseller, to-bindsværket »Blekingegadebanden«. Og et andet medlem har skrevet en kommentar i tidsskriftet Det Ny Clarté under synonymet »Den anden stemme«.

To medlemmer af Blekingegadegruppen har skrevet en nekrolog over Niels Jørgensen på Modkraft.dk’s baggrundsmagasin, Kontradoxa.

Men på Kontradoxa træder de to gruppemedlemmer Torkil Lauesen og Jan Weimann frem under deres egne navne – og reflekterer selvkritisk over de røverier, der blev begået for at skaffe penge til befrielsesbevægelser i den 3. verden.

Selvkritisk refleksion

Torkil Lauesen og Jan Weimann skriver i nekrologen, at det i dansk sammenhæng var »dybt problematisk« at bruge vold.

»Det kan naturligvis problematiseres at handle udemokratisk i et demokratisk land, for at fremme demokrati og retfærdighed i en udemokratisk verden«, skriver de i nekrologen.

Men Blekingegadegruppens handlinger var, skriver de, politisk motiveret af at skaffe penge til befrielsesbevægelser, der kunne skabe en mere retfærdig verden:

»Vi handlede i en verden, der var opdelt i rige og fattige lande, en verden hvor der ikke er noget globalt demokrati, men som regeres af den stærkes ret. Med vores politiske briller var der en vis retfærdighed i at flytte værdier fra de rige lande til de fattige landes befrielsesbevægelser.«

Men røverierne var ikke politiske i sig selv, skriver de:»... vi så ikke kun vores praksis i en dansk sammenhæng, men i en global kontekst«.

Motivationen var derfor nok politisk, men røverierne var det ikke: »I en dansk sammenhæng var vores praksis kriminel. Vi nærede ingen forhåbning eller ønske om at retfærdiggøre den i en dansk politisk sammenhæng«, hedder det i nekrologen.

Gruppens medlemmer opfattede sig derfor heller ikke som politiske fanger, da de afsonede fængselsstraffene for de væbnede røverier:

»Niels så sig da heller ikke som politisk fange, da Blekingegadegruppen blev afsløret. Det var kriminalitet. Men det var en kriminalitet som var begrundet i globale politiske forhold. Niels – vi – befandt os i et dilemma, tog en beslutning og følgerne«.

De to Blekingegademedlemmer forholder sig i nekrologen kun til de politiske aspekter af gruppens aktivitet, de skriver intet om de konkrete hændelser under røverierne. Og de forholder sig heller ikke til spørgsmålet om hvem, der løsnede det dræbende skud mod en betjent under Købmagergaderøveriet – et spørgsmål, der moralsk er rejst mod gruppens medlemmer i utallige indlæg i dagspressen.