»Jeg kan ikke fortsætte min kamp i Iran«

Peyman Piran hverken vil eller kan blive i Iran, da han som aktivist og politisk fange frygter for sit liv.

Han vil til Sverige, fordi hans mor, far og søskende bor i Göteborg. Det er over et år siden, de sidst har set hinanden, og i mellemtiden har han været bortført, siddet i fængsel i flere måneder og er blevet tortureret – igen.

Igennem MSN-chat fortæller han fra Iran om sine oplevelser. Han indvilliger i, at chatten offentliggøres for at dokumentere hans eksistens – og situation, hvis noget skulle ske ham. Derfor er han heller ikke anonym.

»Jeg har været udsat for så meget ... at jeg nærmest har mistet evnen til at grine. Jeg er blevet syg...«, skriver han.

Peyman er 26 år. Han blev første gang fængslet i 1998. Og han er siden blevet smidt ud af universitetet, været anholdt fem gange og tilbragt cirka tre og et halvt år bag tremmer. Han er socialist og har i flere år kæmpet i den venstreorienterede studenterbevægelse, Frihed og lighed.

»... vi afviser truslerne om en krig imod Iran, men vi siger samtidigt nej tak til den islamiske regering, der undertrykker folk, og som i 30 år har skabt en enorm ulighed og fattigdom i Iran«, skriver han.

Peyman Piran er gået under jorden i Iran. Alligevel fortæller han via MSN om sin situation - for at dokumentere sin eksistens, hvis der sker ham noget.

Farligt at være kurder

Peyman er kurder fra Iran. Det er ikke ligefrem heldigt, hvis man er politisk aktiv. Kurderne i Iran bliver nemlig mødt med en endnu større voldsomhed på alle fronter.

Farzad Kamangar, som er en kurdisk lærer og faglig aktivist, sidder for eksempel lige nu dødsdømt alene på grund af sine politiske aktiviteter.

Et andet eksempel er en kurdisk studerende på 27 år, Ebrahim Lotfollahi, der døde under varetægtsfængsling for nogle måneder siden. Den officielle forklaring var selvmord. Regimet cementerede dog hans grav og bevogtede den med soldater af frygt for, at hans familie skulle grave hans lig op.

Overtalt til flugt

Efter sin sidste løsladelse overtalte Peymans kammerater ham derfor til at flygte og denne gang blive væk. For Peyman er før flygtet og har boet forskellige steder i Europa, men tog tilbage til Iran for at kæmpe videre.

Han forklarer: »Det var en fælles beslutning denne gang. Min situation var for farlig, og mine venner sagde, at jeg skulle ud, for jeg ville ikke selv. Jeg er meget stædig, men nu kan jeg se, at de andre havde ret. Jeg håber bare, at jeg kan bruges til noget, når jeg kommer frem til Sverige, eller bare i det mindste at fungere«.

Et tårnhøjt beløb for frihed

Sidste gang han blev sat på fri fod, var det mod betaling af et kautionsbeløb på ca. 500.000 danske kroner. Penge som præstestyret nu beholder, fordi Peyman er flygtet.

Peyman forsøgte først at komme til Kurdistan i Irak for nogle måneder siden, for derfra at komme videre, men han vendte tilbage til Iran på grund af den meget usikre situation i Irak.

Håbet var på ny at skabe sig et liv i Iran. Men tilbage i landet blev han konstant overvåget og forfulgt, og han er derfor nu gået under jorden.

Peyman fortæller, at hans politiske aktivitet har influeret hele hans familie, der har måttet betale en høj pris.

»Min far har siddet inde i fem måneder, vores hus blev ransaget, min lillesøster blev skubbet ned ad trapperne af agenter fra efterretningstjenesten, og hele min familie blev smidt ud.«

Ransagningen af huset forgik meget voldeligt, og også journalister på stedet fik tæsk.

»Hele min familie var i chok. Min mor har grædt så meget og så mange gange, alene fordi hun ikke har vidst, hvor jeg var og om jeg ville overleve,« uddyber Peyman.

Kan ikke mere

Faderen var den første i familien, der flygtede og søgte asyl i Sverige. Han fik senere familiesammenført resten af familien, undtagen Peyman, der på det tidspunkt ikke ville af sted.

»Jeg ville ikke til Europa, jeg kunne ikke se, hvad jeg skulle der, når jeg havde så meget at kæmpe for her, men det er umuligt nu. Jeg kan ikke mere, jeg er helt ødelagt, og hvis jeg bliver her, er jeg heldig, hvis jeg får lov til at afsone en lang fængselsstraf,« skriver Peyman.

Han bor et nyt sted hver nat og skifter sine mail-koder hver dag. Hans venner bliver ringet op og truet af myndighederne til at fortælle, hvor han gemmer sig. Myndighedern siger, at de ved, at han er i Teheran, og også at han har forsøgt at flygte.

Peyman har overvejet risikoen ved at blive i Iran: »Det frygtelige ved det her regime er, at man simpelthen aldrig kan vide sig sikker, men i min situation risikerer jeg livet, og det er selv jeg ikke villig til. Jeg kan nemt komme til at betale en pris, der er meget højere end de 500.000, jeg mister ved at flygte, og mit liv er, i det mindste for mig selv, mere værd... LOL :-).«

Sverige hjælper

Peiman tog derfor tirsdag den 2. september til den svenske ambassade i Iran og søgte om at komme til Sverige. Hans sag er på nuværende tidspunkt under behandling i Migrationsverket, som svarer til Danmarks Udlændingeservice. Ikonet for netsamtalen med Peyman lyser endnu engang orange:

»Jeg har lige snakket i telefon med min mor, som siger, at hun har modtaget mine papirer. De svenske myndigheder... de har virkelig vist mig, at menneskeligheden ikke er død endnu. De tog mig og min situation alvorlig og vil hjælpe. Det havde jeg ikke forventet. Nu skal jeg bare ud af det her land«.