Fem medlemmer af den højreekstreme hooligangruppe White Pride, der overfaldt en antiracist på Århus Banegård den 28. juli, er blevet idømt 60 dages fængsel. En enkelt af dem skal dog ind i seks måneder, da han også har indrømmet gentagne rudeknusninger i Enhedslistens partikontor samt besiddelse af stoffer.
Anklageren havde krævet fem måneders fængsel for overfaldet, men dommeren mente ikke, at der var tale om et planlagt overfald eller at det var politisk motiveret.
Den vurdering falder ikke i god jord hos Antiracistisk Netværk (ARN) i Århus, hvor den overfaldne antiracist var organiseret. I en pressemeddelelse erklærer netværket sig »skuffet over dagens milde strafudmåling«.

Ifølge Peter Hegner Bonfils, der er talsmand for ARN-Århus, er flere af de dømte netop »toneangivende i det højreekstreme miljø i Århus, som byrådet har erklæret en nul-tolerance-politik overfor«. ARN håber derfor, at dommen bliver anket og straffen skærpet.
– Det har været skønt at kunne nyde den første del af festugen uden at skulle frygte denne voldsbande, mens dens ledere sad fængslet. Med dagens milde dom og løsladelser frygter jeg dog, at byens højreekstremister vil forsøge at tilbageerobre midtbyen og nattelivet med vold, racisme og trusler, siger Peter Hegner Bonfils.
I en anden voldssag blev et ledende White Pride-medlem i mandags idømt et års ubetinget fængsel. Overfaldet, der gik ud over en dørmand, var ualmindeligt afstumpet og brutalt, og kunne nemt være endt som en drabssag.
Samlet set har de to grove overfald bragt White Pride i voldsom modvind i Århus. Den rå vold har fået mange i byen til at reagere med afsky, lige fra borgmesteren, pressen og fodboldklubben AGF til almindelige folk på gaden. For eksempel har dørmænd til pressen karakteriseret White Pride som »hyæner«.
White Prides største problem er dog, at politiet til forskel fra tidligere, hvor de højreekstreme for eksempel har angrebet gæster på den socialistiske Café Oskar, har taget sagerne meget alvorligt, og har karakteriseret dem som »farlige«.
Sagerne vurderes derfor at være en sejr for byens anti-racistiske miljø og et hårdt slag mod de århusianske højreekstremister, der hidtil stort set har undgået at blive stillet for en domstol trods megen presseomtale af deres mange voldelige angreb.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96