Annonce

2. september 2008 - 18:30

USA: Gadekampe uden for Republikanernes Konvent

Tusindvis af antikrigsdemonstranter gik mandag den 1. september på gaden uden for Det Republikanske partis nationale konvent i St. Paul, Minneapolis, i protest mod krigene i Irak og Afghanistan og krigstruslerne mod Iran.

Selv om de fleste af demonstrationerne var fredelige, brugte politiet flere steder peberspray og politistave af træ mod demonstranter - og beskød også demonstrationsoptog med gummikugler, skriver New York Times.

Sammenstødene fandt både sted uden for arenaen, The Xcel Energy Center, hvor nationalkonventet officielt udnævner John McCain til republikanernes præsidentkandidat, og flere andre steder i byen. New York Times beretter om blandt andet sammenstød mellem politi og demonstranter i centrum af byen og omkring Mississipi-floden.

Demonstranter klager over at politiet skyder med gummikugler og kører politivogne ind i menneskemængderne.

JPEG - 67.3 kb
TV-journalisten Amy Goodman fra Democracy Now blev mandag den 1. september arresteret under urolighederne uden for det republikanske partikonvent. Her ses hun i midten til en fredsdemonstantion i 2005.

Journalister og pressefolk arresteret

Flere journalister og pressefolk fortæller, at de er blevet arresteret af politi under voldsom magtanvendelse. TV-journalisten Amy Goodman og to producere fra den alternative TV-station, Democracy Now, siger at de alle tre blev anholdt med voldelige midler.

Democracy Now vil tirsdag den 2. september vise videoer, der dokumenter anholdelserne af stationens tre medarbejdere og politiets fremfærd overfor demonstranterne.

Politichikane forud for konvent

Sammenstødene i St. Paul har udviklet sig efter, at antikrigsaktivister har klaget over politichikane i ugen op til det republikanske nationalkonvent.

I en pressemeddelelse fra Troops Out Now Coalition blev politiet således beskyldt for forsøg på at underminere lovligt indkaldte antikrigsdemonstrationer: »Politiet, der handler på ordre fra Det republikanske Partikonvent, ønsker klart at bruge frygt og trusler til at skade de protestdage, der har været planlagt af hundredvis af organisationer i mere end et år«.

Anklagerne om politichikane er ikke kun blevet fremført af antikrigsaktivister. Den amerikanske hjemmeside Salon.com kunne lørdag den 31. august berette, at antikrigsaktivister »har været mål for en serie højst intimiderende og radikale politiaktioner i byen, der omfattede grupper på 25-30 officerer i oprørsudstyr med halvautomatiske våben, som trængte ind i private hjem, der blev mistænkt for planlægning af protester, gav beboerne håndjern på og lagde dem på gulvet, mens politiofficerere gennemsøgte hjemmene og beslaglagde computere, tidsskrifter og politisk litteratur«.

Urolighederne ved de republikanske partikonvent mandag den 1. september står i modsætning til tilsvarende antikrigsdemonstrationer, der fandt sted ugen før ved det demokratiske partikonvent i Denver, Colorado. Her forløb demonstrationerne, der var arrangeret af de samme antikrigsaktivister,fredeligt.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce