Når politikerne på Københavns Rådhus den 8. september førstebehandler næste års budgetudkast, vil de blive mødt af massive protester fra Rådhuspladsen.
Pædagoger og medhjælpere fra de to københavnske fagforeninger BUPL og LFS vil sammen med forældre vise deres modstand mod planerne om at spare 180 millioner kroner på børne- og ungdomsområdet næste år.
– Nu finder vi kampgejsten fra sidste års budget frem igen. Op til demonstrationen vil der være forældremøder i institutionerne, hvor vi fra LFS og BUPL kommer ud og fortæller om de bebudede nedskæringer og samtidig genaktiverer medlemmerne vores lokale netværksgrupper fra sidste år, siger områdeformand i LFS, Kirsten Annette Christensen.
Budgetkampen blev skudt i gang i går, da over 600 ledere og tillidsfolk fra LFS fyldte Nørrebrohallen til møde om budgettet. Stormødet var præget af koncentreret tavshed, mens formand Britt Petersen fremlagde kommunens planer.
– Jeg bliver nødt til at sige til jer, at det ser rigtig kaotisk ud. Mange af forslagene er i strid med både de aftaler, vi tidligere har lavet med kommunen, og med blandt andet arbejdsmiljølovgivningen, anførte hun.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96