Annonce

21. august 2008 - 1:59

Pro-israelsk høg skal vidne mod Fighters + Lovers

Navnene på anklagemyndighedens ekspertvidner i terrorsagen mod Fighters + Lovers, der startes i Østre Landsret den 3. september, er nu blevet offentliggjort. I den del af sagen der handler om colombianske FARC, drejer det sig om Russell Crandall, en amerikansk latinamerikaforsker, og Eduardo Montealegre Lynett, en colombiansk eks-dommer.

Til at hjælpe med at bevise overfor Østre Landsret at palæstinensiske PFLP er en terrororganisation og ikke en modstandsbevægelse, drejer det sig om en amerikaner ved navn Matthew Levitt.

Da sagen kørte i Københavns Byret i efteråret 2007 var anklagemyndighedens daværende vidner mildest talt af tvivlsom karakter.

Udover en hemmeligholdt dansk efterretningsmand drejede det sig om en israeler med baggrund i landets temmelig berygtede sikkerhedstjeneste Shin Bet samt om eksil-cubaneren Angel Rabasa, hvis såkaldte forskning viste sig at være bestilt og betalt af det amerikanske militær, en mere eller mindre direkte part i den komplicerede konflikt i Colombia.

JPEG - 21.3 kb
Til at bevise at PFLP, en af staten Israels modstandere, er en terrororganisation vil anklagemyndigheden benytte et entydigt pro-israelsk vidne

Tro på kanondemokrati næppe kontroversielt hos landsretsdommere

Da anklagemyndigheden som bekendt tabte sagen, blandt andet – må man formode – på grund af vidnernes dubiøse karakter, skulle man tro at anklageren belært af erfaringen ville anvende en helt anden vidnestrategi i anden runde. Lidt research på de nye vidner indikerer imidlertid, at det kun delvist er tilfældet.

På grund af ringe spanskkundskaber er det indtil videre kun lykkedes Modkraft.dk at se nærmere på det ene FARC-vidne, Russell Crandall. I sammenligning med Angel Rabasa ligner han umiddelbart et klart stærkere kort. I modsætning til den første er den unge forsker formentlig ikke fedtet ind i hel- eller halvmilitære institutioner med det ene ben solidt plantet i den colombianske jungle.

At dømme ud fra den på Internettet tilgængelige omtale af hans forskning ser han også ud til at være mere moderat i sine vurderinger af den colombianske borgerkrig og dens parter. I en af Russell Crandalls bøger, der bærer den sigende titel Gunboat Democracy, forsvarer han dog en række af USA’s militære interventioner i lande i Caribien.

Troen på at USA og Vesten kan og bør indføre »demokrati« i det globale syden med våbenmagt, er dog næppe noget, dommerne i Østre Landsret vil opfatte som voldsomt kontroversielt. Især ikke i disse tider, hvor selv den danske stat er dybt involveret i hele to krige, ifølge eget udsagn med henblik på at indføre den eftertragtede styreform til gavn for dem der er genstand for krigsførelsen.

PFLP-vidne klart pro-israelsk

Klart mere kontroversiel er anklagemyndighedens PFLP-vidne, Matthew Levitt. Selvom der ikke er nogen præcedens i sager af denne type, må man gå ud fra, at domstolen vil vurdere uafhængige vidner som værende mere troværdige end vidner, der på den ene eller anden måde er involveret i de pågældende konflikter.

Og uafhængig kan man næppe kalde Matthew Levitt. Ikke alene er han uddannet på et privat jødisk universitet i New York. Han er også ansat i den private og entydigt pro-israelske tænketank The Washington Institut for Near East Policy. En organisation der lobbyer for at fastholde og styrke de skiftende amerikanske regeringers Israel-venlige linje i konflikten i Mellemøsten i almindelighed og i Palæstina i særdeleshed.

Palæstinensere ingen ret til modstand mod Israel

Og ganske som anklagemyndighedens vidner i Byretten er Matthew Levitt også en mand, der har haft fingrene nede i den praktisk side af den såkaldte krig mod terror. I en årrække har han således arbejdet med kontraspionage i FBI, i denne sammenhæng USA’s svar på PET.

Her har han beskæftiget sig med, hvordan de amerikanske myndigheder kan stoppe pengetilførelsen til de organisationer, USA betragter som terroristiske.

Hvis man skal tro en anmeldelse i avisen The New York Times af en af Matthew Levitts seneste bøger, en bog om Hamas, er hans pro-israelske holdninger stærke.

Anmelderen i denne borgerligt-liberale avis kritiserer eksempelvis Matthew Levitt for overhovedet ikke at anerkende palæstinensernes ret til modstand mod Israels 40-årige besættelse og delvise annektering af deres land.

I anmeldelsen kritiseres det også, at Matthew Levitts bog udelukkende er baseret på amerikanske og israelske kilder. Hvad angår de sidste påpeges det endda, at hans argumentation i vid udstrækning bygger på analyser udarbejdet af en privat israelsk organisation med stærke bånd til den jødiske stats sikkerhedstjeneste.

Hizbollah og aktivisterne fra Porto Alegro

I den mere kuriøse – men måske alligevel informative – ende kan nævnes, at Matthew Levitt på en blog rosende omtaler en rapport, der angiveligt skulle bevise, at dele af globaliseringsbevægelsen fra Porto Alegro arbejdede på at etablere et samarbejde med Hizbollah. Den pågældende rapport er ikke længere online.

Retssagen mod Fighters + Lovers genoptages i Østre Landsret den 3. september. Hvis anklagemyndigheden kan bevise overfor retten, at PFLP og FARC er terrororganisationer, bliver aktivisternes overskud fra salget af deres farverige t-shirts med ét slag forvandlet til terrorstøtte, hvilket er strafbart efter den nye terrorlovgivnings § 114.

De syv aktivister fra Fighters + Lovers risikerer længere fængselsstraffe for deres politiske manifestation.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce