Annonce

14. august 2008 - 18:22

Politi afviser KU’s forklaring om bevæbnede autonome

Det var frygt for vold fra hundredvis af bevæbnede autonome, der mandag afholdt en større gruppe borgerlige fra Venstre og Konservativ Ungdom fra at komme i nærheden af Ungdomshuset på Dortheavej. Ifølge flere KU’ere var det politiet, der advarede om, at de autonome med sten og køller ville slå dem til lirekassemænd.

Overfor Modkraft.dk afviser samtlige afdelinger under Københavns Politi imidlertid at have haft efterretninger om våben i Ungdomshuset. Det samme gør flere af mødedeltagerne fra Ungdomshuset. Oplysningerne om bevæbnede autonome synes dermed udelukkende at stamme fra KU’s formand.

Borgerlige »frygtede for deres liv«

»Når vi erfarer, at folk er mødt op ved huset med kasteskyts og våben, har vi ikke andre muligheder end at trække os.«

Sådan begrundede KU’s formand Rune Kristensen i Jyllands-Posten tirsdag den 12. august, hvorfor en større gruppe KU’ere og VU’ere dagen før opgav at møde op på Ungdomshusets ugentlige mandagsmøde som led i en politisk manifestation. Forklaringen fremsætter han tillige i et indlæg på KU’s hjemmeside dateret samme dag, hvor han skriver:

»... de autonome sendte sms-kæder rundt og fik samlet cirka 200 personer med kasteskyts og slagvåben.«

JPEG - 46.6 kb
Borgerlige unge fra VU og KU turde ikke deltage i Ungdomshusets mandagsmøde, angiveligt fordi de frygtede at få tæv af 200 bevæbnede autonome. Politiet kan dog ikke bekræfte, at der var bevæbnede mennesker i Ungdomshuset. Foto: Mark Knudsen/Monsun

I samme indlæg forklarer Rune Kristensen også, at han frygtede, at ungdomshusbrugerne ville fare så voldeligt frem imod hans medlemmer, at deres »liv og lemmer« ville være på spil.

JP-leder på tynd is

Onsdag den 13. august behandler Jyllands-Posten den aflyste aktion i en leder med overskriften »Moralsk fallit«. Heri hedder det også, at ungdomshusbrugerne ville forsøge at stoppe de unge borgerlige med vold:

»De allerede tilstedeværende havde nemlig bevæbnet sig med kaste- og slagvåben«, skriver avisen, hvorefter den går videre til at kritisere politiet for ikke at have grebet ind, afvæbnet »bøllerne« og sikret »lovlydige menneskers lovlige adgang« til mødet i ungdomshuset.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad KU-formanden og Jyllands-Posten baserer deres oplysninger om bevæbnede ungdomshusbrugere, der voldeligt ville stoppe ungdomspolitikerne, på?

Rune Kristensen selv har ikke lyst til at fortælle Modkraft.dk, hvor oplysningerne stammer fra.

– Jeg har lovet de personer, der gav oplysningerne, ikke at fortælle det, så det ville ikke være fair, siger han til Modkraft.dk.

Kan du fortælle om oplysningerne stammer fra politiet?

– Nej, der bliver svaret det samme, siger KU-formanden.

Adspurgt om hvorfra Jyllands-Posten har sine oplysninger om bevæbnede og voldsparate ungdomshusbrugere henviser chefredaktør Jørn Mikkelsen til en nyhedsartikel, som avisen havde bragt om sagen umiddelbart før lederen blev offentliggjort.

Foreholdt at det i denne artikel udelukkende er KU-formand Rune Kristensen, der citeres som kilde til oplysninger om våben og kasteskyts, insisterer chefredaktøren på, at der »ligger research til grund« for oplysningerne. Chefredaktøren kan dog ikke på stående fod redegøre for, hvori den research består.

I den omtalte artikel udtaler den centrale vagtleder hos Københavns Politi, Hans Erik Raben bl.a.:

– Vi kunne ikke garantere, at de ville slippe uden skrammer. Sådan er det, når en gruppe tropper op hos en anden gruppe, der muligvis ville se et fremmøde som en provokation. Vi ved ikke, hvordan brugerne af Ungdomshuset ville reagere.

Vagtlederen nævner dog intet om våben i Ungdomshuset. Modkraft.dk ville gerne have talt med Hans Erik Raben, men han er taget på ferie, meddeler Politigården.

Mødedeltagere afviser bevæbning

Modkraft.dk har talt med flere, der var tilstede ved Ungdomshuset på Dortheavej 61 mandag den 11. august kl. 18.00, altså omkring det tidspunkt, hvor mandagsmødet skulle til at begynde. Alle undrer sig dybt over de oplysninger, som Rune Kristensen og Jyllands-Posten præsenterer som fakta.

En af de tilstedeværende var Lisbeth Bryhl, som var der sammen med sin 20-årige datter Anna Bryhl. Såvel mor som datter står helt uforstående overfor historien om våben og voldelig stemning.

– Ikke alene var der overhovedet ingen, der havde hverken slagvåben eller sten eller noget som helst. Der var heller ikke optræk til hverken vold eller konfrontation. Tværtimod var de tilstedeværende enige om, at det handlede om at undgå konfrontation, udtaler Lisbeth Bryhl.

Politiet kender intet til sten og køller

Ifølge Københavns Politi kan hverken Jyllands-Posten eller Konservativ Ungdom have deres oplysninger fra dem.

– Vi havde ingen efterretninger om, at de ikke ville gøre noget mod KU’erne og VU’erne, men det er jo et gæt, lyder det lidt kringlet fra vicepolitiinspektør Kim Østergaard, operativ leder på Station Bellahøj, da Modkraft.dk spørger ham, om politiet er kilden til historien om de bevæbnede unge.

Direkte adspurgt udtaler Kim Østergaard, at han ikke havde hørt noget om kasteskyts eller slagvåben på Dortheavej 61 den pågældende aften.

Kontraktbrud?
Mandag den 11. august ville op mod 100 medlemmer af de borgerlige ungdomsorganisationer Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom have deltaget i Mandagsmødet i Ungdomshuset på Dortheavej. Mødet er husets øverst besluttende myndighed og åbent for alle, der er aktive i huset.
VU og KU aflyste at deltage i mødet af frygt for konfrontation, og mener på den baggrund, at Ungdomshuset har forbrudt sig mod kontrakten, som siger at alle skal have adgang til huset, der er offentlig ejendom.
Selvom ingen ved, om de borgerlige unge var blevet afvist eller ej, mener de to organisationer, bakket op af bl.a. Jyllands-Posten, at episoden sætter aftalen mellem Ungdomshuset og kommunen »under pres«.

Stort set samme melding kommer fra politikommissær Bent Olsen, leder af planlægningssektionen i Københavns Politis Afdeling for Operativ Planlægning og Analyse (OPA).

– Vi havde efterretninger om, at man ville sikre sig yderligere derude, fordi VU og KU ville dukke op. Vi tog derfor en dialog med VU og KU og forklarede dem, at vi ikke ville rykke ud med et større beredskab på baggrund af gætterier, forklarer han.

Ifølge Bent Olsen kan politiet sagtens have nogle gisninger om, at Ungdomshuset måske har »et eller andet« liggende, for det er politiets erfaring gennem mere end 25 år, at brugerne af Ungdomshuset kan være parat til at bruge våben af forskellig art.

Han understreger dog, at hvis politiet havde haft præcise efterretninger om, at der var våben i Ungdomshuset den 11. august, skulle man have rykket ud og beslaglagt dem.

Tavshed hos PET

Endelig er der muligheden for, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) kunne ligge inde med informationer om bevæbnede bøller i Ungdomshuset.

Ifølge KU’eren Morten Kornbech, der i første omgang præsenterede sig som ophavsmand til idéen om at møde op i Ungdomshuset, stammede oplysningerne nemlig fra PET:

– Det kom fra PET, for fanden. Det er da klart, at vi aflyser, når strisserne advarer os kraftigt mod de 200 bøller, der venter på os med sten og køller, udtalte Kornbech således til Modkraft.dk.

Hos PET afviser kommunikationsmedarbejder Trine Ilsøe at kommentere den påstand, men peger tilbage på Københavns Politi:

– Det er ikke noget, vi har noget til, og det skal der ikke lægges noget særligt i. Vi vil hverken be- eller afkræfte den sag, siger hun.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce