Annonce

11. august 2008 - 19:18

Politiagent købte bombemateriale til terrordømte

Den såkaldte Vollsmosesag, hvor tre mænd ved Højesteret er idømt årelange fængselsstraffe for forsøg på terrorvirksomhed, skal måske gå om. Det skriver tv2.dk.

Sagen bliver indbragt for Den særlige Klageret, fordi der er dukket nye afgørende oplysninger op. Det fremgår af bogen »Terrorsagen fra Vollsmose«, skrevet af Kaare Gotfredsen fra TV2 Nyhederne, der udkommer 12. august.

Af bogen fremgår det, at de tre dømte på et tidspunkt bad politiagenten Lars – der havde infiltreret gruppen for Politiets Efterretningstjeneste – om at købe noget kaliumnitrat til dem. I stedet købte agenten et parti ammoniumnitrat. Den afgørende forskel er, at kaliumnitrat ikke kan bruges til bombefremstilling, men derimod er velegnet til fyrværkeri, hvorimod ammoniumnitrat, som agenten købte, er perfekt til at lavee bomber af.

Ifølge en af Danmarks førende eksperter i hjemmelavede sprængstoffer, Mads Skak Jensen, kan kaliumnitrat ikke anvendes til bomber.

– Det bruges typisk til fremstilling af fyrværkeri. Ammoniumnitrat derimod er det oplagte valg til hjemmelavede bomber. Det er uhyre effektivt til bombefremstilling, siger han til tv2.dk.

Juraekspert: Agent fremprovokerede forbrydelse

Under retssagen blev både bestillingssedlen på kaliumnitrat og kvitteringen for ammoniumnitrat fremlagt, men ingen forklarede sammenhængen.

– Vi var på intet tidspunkt orienterede om, at det som var på bestillingssedlen var ufarligt, Vi er hele tiden gået ud fra - og har fået at vide - at alle de stoffer der var tale om, kunne bruges til en bombe, siger Henrik Dupont Jørgensen, der er advokat for en af de dømte, der fik 12 års fængsel.

Både han og advokat Bjørn Elmquist vil nu indgivet en begæring til Den Særlige Klageret om at få sagen optaget.

Ifølge juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet, tyder det på, at agenten har været med til at fremprovokere og forværre den planlagte forbrydelse.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce