Annonce

7. august 2008 - 15:41

Bilfri søndag på vej

Ud med trafikos, trængsel og dyttende biler. Og ind med cykler, rulleskøjter og legende børn. Det kan blive søndagens realiteter, hvis Borgerrepræsentationen vedtager Enhedslistens forslag om bilfrie søndage på sit møde den 28. august.

– Vi skal have antallet af kørte kilometer i bil ned af hensyn til klimaet. Vi vil helst have et helt bilfrit København. De bilfrie søndage skal derfor også ses som et forsøg, der skal vænne københavnerne til at bruge andre trafikformer, forklarer Enhedslistens miljøordfører Morten Kabell i en pressemeddelelse.

Overraskende flertal

Forslaget er formuleret som et tre-årigt forsøg, der vil træde i kraft fra 1. januar 2009. Lidt overraskende tegner der sig et flertal for forslaget bestående af Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF.

JPEG - 42.9 kb
Væk med dytten om søndagen. Det er konsekvensen, hvis Enhedslistens traafikforslag vedtages i Københavns Borgerrepræsentation. Foto: Mak Knudsen/Monsun

Socialdemokraten Hamid El Mousti støtter op om forslaget:

– Jeg synes, det lyder som en god idé. Samtidig vil jeg så mene, at busserne skal være gratis om søndagen, siger han til Ritzau.

Samtidig understreger han dog at der er tale om hans private holdning og at forslaget endnu ikke har været drøftet i den socialdemokratiske gruppe.

Også SF’s medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Bjarne Fey, stiller sig positiv overfor forslag, der vil begrænse trafikken:

– Jeg synes rigtig godt om bilfri hverdage. Om bilfri søndag er den rigtige løsning, ved jeg ikke, men jeg har samme målsætning som Kabell, siger SF’eren til Ritzau.

For blot et par måneder siden var SF-borgmesteren Bo Asmus Kjeldgaard mere klar i mælet. I en leder på SF-Østerbros hjemmeside skrev han:

– Trængselsafgifter, bilfrie søndage, »forbudt for biler-brogader« og en tier per busbillet er nogle af de forslag, vi skal gå til valg på og have gennemført.

I 2001 var de Radikale med til at stille et forslag om bilfri søndag i Indre By. I dag afviser den radikale Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam dog forslaget. Ifølge politiken.dk mener Bondam, at forslaget minder for meget om »oliekrisen i 70’erne«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce