11-årige Ahmed Mousa var egentlig bare ude at lege med sine jævnaldrende kammerater i byen Ni’lin på Vestbredden. Men så kom en af de næsten daglige demonstrationer vendt mod den israelske sikkerhedsmur forbi, så Mousa og vennerne droppede legen og sluttede sig til demonstrationen.
Læs mere om protesterne i Ni’lin hos Palestine Monitor (engelsk)
Sikkerhedsmuren, som de israelske myndigheder officielt har opført for at forhindre palæstinensiske terrorangreb på israelsk jord, er fordømt af det internationale samfund og har omfattende konsekvenser for livet for tusinder af palæstinensere, der bl.a. er blevet skilt fra deres familier eller har mistet deres jord.
I flere uger har daglige protester mod byggeriet af muren ført til småsammenstød mellem demonstranter og militær, og ifølge de israelske myndigheder er over 20 soldater og grænsebetjente blevet såret af stenkast i forbindelse med protesterne.

Som så ofte før blev demonstrationen mødt af soldater fra det israelske grænsepoliti. Ifølge den israelske avis Maariv gav de israelske myndigheder i marts måned grænsepolitiet lov til at skyde direkte og uden varsel på folk, der demonstrerer mod muren – så længe der ikke er israelere eller udlændinge blandt demonstranterne.
Mousa og de andre knægte fra Ni’lin begyndte at hive i nogle af de mange ruller pigtråd, som israelerne har lagt ud på byens marker, der grænser op til den forhadte mur.
Få øjeblikke senere blev Mousa skudt på kort afstand med skarp ammunition direkte i hovedet af en soldat. Den 11-årige dreng mistede det meste af hovedet og var død på stedet.
Drabet på Ahmed Mousa har straks udløst omfattende protester. Den dræbte dreng er hurtigt blevet et symbol på den palæstinensiske modstand mod sikkerhedsmuren, i Ni’lin er der erklæret generalstrejke, og overalt på husmure sættes plakater op med drengens portræt og slogans malet på væggene opfordrer til at »følge hans vej«.
Det israelske militær svarede igen ved at omringe byen og blokere adgangen til den, og den 30. juli samledes omkring 200 drenge og unge mænd efter begravelsen af Ahmed Mousa i en demonstration, der hurtigt stødte sammen med de israelske soldater. De unge byggede fem barrikader af skrammel og sten på Ni’lin hovedgade, og da en israelsk gravko forsøgte at rydde dem, blev den drevet tilbage af en byge af sten.

Umiddelbart efter angreb 50 soldater de unge og affyrede »lydbomber«, tåregas og stålkugler med gummikappe; en slags »hardcore gummikugler«. En af disse ramte den 18-årige Younis Amira i hovedet. Han blev bragt til hospitalet i Ramallah, hvor han blev erklæret død.
Ifølge aktivister fra solidaritetsorganisationen International Solidaity Movement (ISM er flere andre blevet såret af kuglerne, men ikke livsfarligt.
De israelske myndigheder har erkendt nedskydningen af Ahmed Mousa og sat politiets afdeling for interne affærer til at undersøge sagen. Højtstående militærfolk har desuden indledt et samarbejde med palæstinensiske læger om obduktionen og medicinske udredning i forbindelse med drabet.
Ahmed Mousas onkel, Hosni Yusuf Mussa , giver dog ikke meget for den lovede undersøgelse:
– En sigtelse vil ikke gøre nogen forskel, og en retssag vil ikke gøre nogen forskel. Soldaterne opfører højst en forestilling, dommeren løslader dem med det samme. Det er bare en stor løgn til ære for medierne, siger han til den israelske nyhedsportal Ynet.com.

Indtil videre er en israelsk bataljonsleder sendt på 10 dages tvungen orlov som straf for hans opførsel i Ni’lin. Soldaten holdt en 27-årig palæstinensisk fange fast, mens en af hans kollegaer på kort afstand skød fangen i foden med en gummibelagt stålkugle. Fangen havde bind for øjnene og var iført håndjern.
Ifølge ISM er mindst 11 palæstinensere mellem 14 og 62 år blevet dræbt under protester mod muren. Ingen soldater er endnu blevet sigtet for drabene.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96