Efter demokratiet

Præcise på det tidspunkt hvor de vestlige samfund er begyndet at anvende demokratiidealet som et våben i kampen mod indre og ydre modstandere kan styreformen i disse lande strengt taget ikke længere betegnes som demokratisk. Et komplekst sæt af faktorer indikerer, at demokratiet som vi kender det ikke alene fødes med den nationalstatslige orden. Det ser tillige ud til at skulle forsvinde med denne.

Tilbage står ganske vist endnu dets formelle institutioner, de frie valg, parlamenterne og de politiske partier, men de antager en stadigt mere indholdstom, til tider næsten ren cermoniel form. Det nationalstatslige parlament, der i hele modernitetens epoke var demokratiets omdrejningspunkt, tømmes langtsomt men sikkert for suverænitet, der i stedet overføres til overnationale institutioner og ikke mindst til ansigtsløse økonomiske aktører, herunder de globale koncerner, der befinder sig hinsides enhver folkelig inflydelse.

Selve politikken reduceres i stigende grad til et pseudovalg mellem minimalt forskellige udgaver af det samme nyliberale program, ned til mindste detalje omhyggeligt designet af de spindoktorer og reklamefolk, der i billedepolitikkens tidsalder udgør de postmoderne regeringsfyrsters vigtigste rådgivere.

Magt, folk og håb tilsyneladende forenet i én krop. Gert Sørensen kredser i bogen omkring billedet af Berlusconi som en moderne fyrste i den italienske tradition, der også har omfattet Benito Mussolini. På billedet ses dog Berlusconi og ikke førnævnte. Foto: Forzafoto

Dertil kommer, at hele systemet i stigende grad modelleres med udgangspunktet i markedet: Landene er private virksomheder i konkurrence med andre nationsvirksomheder om investorerne og de globale koncernes gunst, regeringscheferne er administrerende direktører og borgerne interpelleres skiftevis i rollen som passive forbrugere af politiske varer og som medarbejdere i Nationen A/S, hvis tid og menneskelige ressoucer skal mobiliseres i det nationale konkurrenceprojekt.

Italien som post-demokratiets fremtidslaboratorium
Demokratiets forsvinden betyder imidlertid ikke, at diktaturet genindføres eller at styreformen helt enkelt degenererer til en ren politistat, skønt torturens genkomst og indførslen af administrative fængslinger og andre retsstatskrænkende foranstaltninger til tider unægtelig kan give det indtryk. I demokratiets sted er ved at opstå noget helt tredje: et på én gang »godartet« og repressivt managementoligarki der hverken er demokrati eller diktatur i klassisk forstand.

Da Marx skulle skrive Kapitalen, valgte han datidens England som hovedillustration for den kapitalitiske produktionsmåde, idet han korrekt antog, at industrikapitalismens fremtid tydeligst kunne studeres i dette dens fødeland. Spørgsmålet er, hvorhen vi i dag skal rette blikket for at finde særligt studieegnede udgaver af det managementoligarkiske post-demokrati, der synes at brede sig overalt?

Udover oplagte kandidater som New Labours England og telekratiets hjemland USA er gode bud Dubai, Singapore og Italien. Her finder vi managementoligarkiets centrale kendetegn i særlig ren form, om end i varierende omfang med Dubai og Singapore som de mest ekstreme, autokratiske eksempler.

Udover at være styret af regeringschefer der helt bogstaveligt opfatter deres lande som koncerner finder vi her i udtalt form den blanding af nyliberalisme på det økonomiske plan og ultrakonservatisme eller endda quasi-fascisme på det politiske og kulturelle, kort sagt dette umiddelbart paradoksale mixs af frihed og repression, der synes at kendetegne statsformen i den nuværende epoke, og som formentlig skal forklares med det fremvoksende managementoligarkis janusansigt: Mens man fremviser et smilende, liberalt ansigt overfor forbrugsdygtige befolkningslag, holdes fattige, immigranter og gæstearbejdere på plads gennem et jernhårdt lov-og-ordens-regime, hvor fængslet og et stadigt mere militariseret politi udgør nøgleinstitutionerne.

Det er især set i dette lys, at udgivelsen af Gert Sørensens Berlusconi og den moderne fyrste på Museum Tusculanums Forlag må siges at påkalde sig interesse udenfor de fagkredse, der til dagligt beskæftiger sig med moderne italiensk politisk historie. Med Berlusconis nylige come back til magten er bogen om denne managementoligarkiets mest lysende skikkelse udkommet på det helt rigtige tidspunkt.

Det postmoderne daggrys første sorte lys
Herhjemme har mange en tendens til at se Italiens tilsyneladende altoverlevende regeringschef i flere omgange siden 1994 som en halvkomisk figur, hvis opstigen fra driftig og småmafiøs forretningsmand til topchef i verdens syvende største økonomi udelukkende tilskrives de dubiøse forhold i et endnu ikke moderniseret Middelhavsland. Men som forfatteren, der er lektor på Københavns Universitet, understreger, er et sådan synspunkt både naivt og farligt:

»Det vil være forkert, nærmest et optisk bedrag, at hævde, at når blot personen Berlusconi forsvinder, vil det truede italienske demokrati være reddet: Intet ville være mere forkert end at gøre Berlusconi til en sådan parentes. Bag Berlusconi findes berlusconismen.« (s.11)

Berlusconismen, i bund og grund vel bare et andet ord for det jeg her har kaldt managementoligarkiet, er altså ikke kun en rest af noget præmoderne, men måske tværtimod det postmoderne daggrys første sorte solstrejf. Som politisk ikon er Silvio Berlusconi formentlig et varsel om det, der kommer, og som ved nærmere eftersyn måske også allerede er synligt her i landet.

I hvert fald behøver man næppe at befinde sig på det venstreradikale overdrev for at kunne tilslutte sig påstanden om, at også den nuværende danske regeringschef sværger til berlusconismens ikke-debatterende, envejskommunikerende ledelsesform med vægt på politik som »ledelsearbejde«, dvs. virksomhedsforvaltning eller »politik uden politik«, som Slavoj Zizek har kaldt det.

Politik i billedets tidsalder
Hverken som offentlig personlighed eller politisk ikon ville Berlusconi formentlig havde været mulig i 1940’erne eller 1950’erne. Selvom berlusconismens neofascistoide elementer selvfølgelig peger tilbage til Mellemkrigstiden er den særlige sammenknytning af neoliberal markedsfejring og reaktionær lov-og-ordensdyrkelse kombineret med den dygtigt tilrettelagte skuespilspolitik et umiskendeligt postmoderne fænomen. Spørgsmålet er imidlertid, hvad det nærmere bestemt er for træk ved nutiden, der muliggør og skaber berlusconismen?

Præcis dette spørgsmål optager Gert Sørensen bogen igennem og især i kapitel 2, bogens centrale og mest sociologiske kapital, hvor han gennemgår en lang række teorier om det skift i kulturen, subjektiviteten og kommunikationen, der har præget overgangen fra den industrielle til den postmoderne kapitalisme.

De forskellige betragtninger løber sammen i en diagnose, der minder om dem man finder hos franske kulturfilosoffer som Baudrillard og Lyotard: En kultur organiseret omkring klassebaserede massebevægelser, hvor de store politiske ideologier udgjorde fløjenes store, samlende fortællinger, er blevet erstattet af en masseindividualisme, hvor kommunikationen er billedelig snarere end sproglig, hvor fordybelsen viger til fordel for det hurtige og fragmenterede, og hvor de elektroniske mediers flimren baner vejen for en forførelsespolitik på bekostning af modernitetens fornuftspolitik.

Mens alt dette for så vidt er spændende nok i sig selv, sidder man dog som læsere lidt og venter på analysen af, hvordan disse udviklinger har bidraget til at bane vejen for berlusconismen.

Hovedforklaringen kommer efter 45 siders teorigennemgang: I modsætning til lederne af Italiens gamle partier, især de i efterkrigstiden dominerende kristendemokrater (DC) og kommunister (PCI), har Berlusconi langt bedre end nogen anden samtidig politiker forstået strategisk at udnytte politikkens nye vilkår i forbrugs- og mediesamfundet. Som Gert Sørensen skriver:

»Sprogforskere har hævdet, at sproget er en integreret del af Berlusconis politiske program. Det er utvivlsomt rigtigt blot med det forbehold, at sproget indgår som en del af et samlet kommunikativt udtryk, der omfatter fremtoning, gestik, tøj og ikke mindst tv-billedets formidling af dette. Det ved Berlusconi. Når han gennemgår den ene liftning efter den anden, kan man naturligvis klandre ham for at være forfængelig. Ret beset har han blot forstået, at med det nye medie er det hele kroppen, der kommunikerer.« (s.94)

Gert Sørensen konkluderer på denne baggrund, at politikken i dag er »definitivt indlejret i det nye medium og underkastet dets virkemidler.« Måske kan man stramme det endnu mere og sige, at i postmoderniteten er medierne, og herunder selvfølgelig især tv-mediet, faktisk ikke længere medier, altså neutrale kommunikationskanaler der muliggør et møde mellem politikere og borgere og igennem hvilke parterne kan udveksle synspunkter og formulere politiske visioner og programmer.

Medierne har i stedet udviklet sig til virkelighedsrummende og virkelighedsskabende institutioner, en ontologisk sfære i sin egen ret. Så hvis ord som politik og offentlighed i dag overhovedet giver mening, så er det i betydningen medieinterne fænomener underlagt og udleveret til dettes logik, form og rytme. Det er medierne, der betjener sig af politikken, ikke omvendt.

Ny klassestruktur og berlusconisme

Der kan nok ikke herske tvivl om, at fremkomsten af de altdominerende elektroniske og digitale massemedier samt forbrugersamfundets formbesatte forførelseskultur er afgørende faktorer bag et fænomen som berlusconismen og den nye post-demokratiske orden. Det er imidlertid næppe hele forklaringen, hvilket Gert Sørensen for så vidt heller ikke påstår.

Men selvom bogen igennem rummer mange fine småanalyser af Berlusconis vej til magten og de mere strukturelle forhold, der har muliggjort denne korruptionsanklagede og altid solbrændte mediefyrstes opstigen til magtens tinde, savner man som læser en mere systematisk eller strukturel analyse af udviklingens baggrund.

F.eks. er det ærgeligt, at forfatteren ikke uddyber og udvikler de spredte analyser af sammenhængen mellem berlusconismen og ændringerne i det italienske samfunds klassestruktur siden 1970’erne, hvor det fordistiske, industrielle produktionsregime begynder at vige til fordel for postfordismen. Et lidt underbelyst tema er også spørgsmålet om sammenhængen mellem berlusconismens fremvækst i kølvandet på Murens fald og venstrefløjens spektakulære nederlag ovenpå dens storhedstid, der varede fra slutningen af Anden Verdenskrig og frem til den neoliberale modreaktion sætter ind omkring 1980.

Det rokker dog ikke ved, at Gert Sørensen med bogen om Berlusconi og hans vej til magten ikke alene har ydet et vigtigt bidrag til forståelsen af en af det fremvoksende managementoligarkis mest markante politiske skikkelser. Han har også gjort os klogere på det efter-demokrati, der synes at være under udvikling overalt, inklusiv her i landet, hvor vi ellers konstant hylder os selv for at være åh så demokratiske.

Gert Sørensen. Berlusconi og den moderne fyrste: Om demokratiets tilstand i et land i Europa. Museum Tusculanums Forlag, 2008. 310 sider. Kr. 198.

Niels Fastrup er sociolog og journalist og medlem af Kontradoxa’s redaktion.