Fra i dag af udbryder der sikkert almindelig forvirring blandt Modkrafts faste brugere. Alt ser anderledes ud, og der er da også byttet rundt på nogle ting – og hvad er alt det nye nu for en fisk?
Forvirringen til trods er vi sikre på, at I bliver glade for det, for Modkraft.dk indeholder nu endnu flere spændende ting – og så skulle en del kedelige fejl også så småt være rettet.
Først og fremmest byder vi velkommen til en helt ny kønspolitisk redaktion, der har valgt at kalde sig QueerKraft. Vores store forhåbning er, at den skærpede kønspolitiske profil ikke lader sig nøjes med sin egen nye kasse, men også inspirerer og bliver synlig i de øvrige sektioner.
Den anden store forandring er den massive opgradering af holdninger – samlet i sit helt eget univers kaldet Blogtilskud.
Vi har forsøgt at sammensætte et panel af bloggere, der kan repræsentere det progressive Danmark så bredt som muligt, vel vidende, at der nok skal være noget, der mangler. Men det kan snildt ændre sig henad vejen.
Sidst, men ikke mindst, byder vi velkommen til Afd. F, hvor en af nettets skarpeste satirikere under kunstnernavnet Freetüre vil forsøge at modbevise påstanden om, at venstrefløjen ikke har humor.
Uheldsramt lancering
Lanceringen af dette nye Modkraft vol.8 har desværre været hårdt ramt af uheld. Sygdom, ulykker og senest en brand i et serverrum på Amager har kuldsejlet enkelte af de storslåede planer. Således må vores hårdt ramte debatsektion ligge stille lidt endnu, men vi lover til gengæld, den bliver rigtig fed, når den endelig vågner af dvalen.
Nogle af vores sektioner vil også et lille stykke tid endnu leve med enkelte mangler, så bliv ikke fortvivlet, hvis der i den nærmeste tid er ting, du ikke kan finde. De skal nok dukke op igen i takt med at teknikerne når igennem de mange opgaver.
Vi håber I kan lide det – og modtager som sædvanligt gerne både ris, ros og kloge forslag. Send det hele til redaktion@modkraft.dk – så bliver vi så glade.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96