Christianias unge: »Nej til tvangsnormalisering«

Christiania har svaret på statens ultimative krav til normaliseringsplanen for fristaden. Men hvor staten har krævet et klart ja eller nej, insisterer Christianias fællesmøde på, at svare »Ja – til flere forhandlinger«. Ifølge christianitterne er der nemlig fortsat enkelte afgørende punkter, hvor normaliseringsplanen går for langt – men som ifølge fællesmødet sagtens kan forhandles på plads.

Nu har Christianias unge også meldt ud med en opbakning til fællesmødets strategi. Men de vil på den anden side ikke finde sig i, at Christiania »tvangsnormaliseres«, og de vil kæmpe for fristadens kollektivitet »med alle de midler vi har«, hedder det i en fælles udtalelse, som Modkraft.dk har modtaget.

Christianias unge vender sig mod tvangsnormalisering og privat ejendomsret, og erklærer sig parate til at slås for Christianias kollektivitet. Arkivfoto: Svend Espensen

De unge vender sig skarpt mod idéerne om privat ejendomsret og individuelle aftaler og vil under ingen omstændigheder acceptere at aflyse den kollektive retssag, som fristaden har rejst mod staten.

»Men vi vil heller ikke åbne for en konflikt, der i sidste ende kan ende med individuelle retssager og usolidariske enkeltmandsaftaler. Derfor opfordrer vi til at samles om det svar, der viser omverden, at Christiania er klar på en løsning, det skal bare være den rigtige«.

I det officielle svar fra christianitternes fællesmøde lægges der op til yderligere forhandlinger med staten om enkelte punkter vedrørende den plan, Christiania er blevet præsenteret for.

Blandt andet fastholdes det, at der »kun er ét Christiania«, hvilket vil sige, at de omkring 100 huse på voldområdet, som staten vil have ryddet, også skal omfattes af en aftale.

»Vi gør, hvad der passer os«
Christianitterne insisterer desuden på at fastholde »en gennemskuelig, flad og enkel struktur«. Det betyder bl.a. ifølge christianitterne, at »alle Christianias boliger, virksomheder og fællesværksteder som udgangspunkt samles i ét juridisk fællesskab, med mulighed for at dele op i flere«.

I de unges udmelding lyder det, at de ikke kan blive enige om, hvilken lovlig organisationsform der er bedst for fristaden, »men vi er egentlig også ligeglade«, skriver de, og fortsætter:

»Vi er af den opfattelse, at det er lige meget, om det bliver en bestyrelse, direktion eller embedsvælde, vi har tænkt os at gøre det, der passer os, og gøre det på den måde vi gerne vil, her på Christiania«.

Og hvis staten ikke vil finde sig i det, er Christianias ungdom ikke bange for en konfrontation.

»Men vi tror på, at vi kommer meget bedre ud af den, hvis det er dem, der skal stoppe vores kreative udfald, og ikke os der skal forsvare os mod borgerlige retsafgørelser«.