Kommentar: Socialpolitikken skal genopfindes

Socialministeriet hedder i dag Velfærdsministeriet.

Det er kulminationen på mange års udvikling, hvor der bliver mindre og mindre socialpolitik og mere og mere velfærdspolitik. For der er nemlig forskel.

Groft sagt tager velfærdspolitikken udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad der kan betale sig for samfundet: at vi alle skal leve bedre økonomisk. Og derfor har skoler, hospitaler og ældrepleje stor politisk bevågenhed, og vores velfærdsstat har bred opbakning.

Socialpolitikken har derimod et humanistisk udgangspunkt. Socialpolitikken tager udgangspunkt i etik, moral og det enkelte menneskes rettigheder og muligheder for at leve et godt liv.

Problemet er, at den økonomiske tankegang bag velfærdspolitikken også har spredt sig til socialpolitikken. Alt bliver reduceret til: »kan det betale sig?«

Starthjælpen er et alt for godt eksempel. Et andet er kontanthjælpsloftet. Begge dele handler om at tvinge folk ud på arbejdsmarkedet gennem lave ydelser. Fordi det kan betale sig for samfundet som helhed.

Socialpolitikken adskiller sig også fra velfærdspolitikken ved ikke kun at forholde sig til de store og stærke grupper, men ved at fokusere på de små og svage: narkomaner, handicappede, hjemløse, psykisk syge, alkoholikere, børn og familier med dårlig trivsel, unge med problemer osv.

Disse grupper kan ikke danne magtfulde pressionsgrupper, der kan tilkæmpe sig en del af samfundskagen. Der er tale om grupper, hvor investeringen ikke altid kommer tilbage i form af en god skatteborger, men i form af livskvalitet for den enkelte. Og her går vi fra velfærdspolitik til socialpolitik, for det handler om humanisme, om at alle har ret til et godt liv.

Ikke alle har i dag retten – eller muligheden for et godt liv. Der er fattigdom i vores by. Vores København. Det viste den fattigdomsundersøgelse, som Socialforvaltningen for nylig offentliggjorde.

Fattigdomsundersøgelsen viser meget klart, at der er mange fattige københavnere; 6000 københavnske børn er fattige. Halvdelen af alle kontanthjælpsmodtagere lever under fattigdomsgrænsen. Og for enlige kontanthjælpsmodtagere er tallet 70 procent. Vi kan samtidig se, at indvandrere og efterkommere af indvandrere er massivt overrepræsenteret blandt gruppen af fattige københavnere.

Fattigdomsundersøgelsen viste også, at fattigdom har konsekvenser.

Det ses f.eks. når vi snakker sundhed. Fattige københavnere har et dårligere helbred, og lever kortere tid end andre. Over halvdelen af de fattige, får ikke ordnet deres tænder, fordi de ikke har penge til det. Næsten halvdelen af de fattige københavnere må undvære frisk frugt og grøntsager på grund af økonomi. Og fødevarekrisen gør det ikke lettere.

Det ses også når vi snakker ensomhed, mangel på selvværd, psykiske problemer og uoverskuelighed. Det sociale liv belastes, og ofte skammer forældre sig over, at deres børn inviterer venner hjem, simpelthen fordi deres hjem ikke lever op til almindelig dansk standard. Børnene kan ikke være med til fødselsdage og må undvære nyt tøj, når de vokser.

Psykiske problemer kan opstå i kølvandet på fattigdom og ens selvværd bliver truet, fordi man føler skyld over sin situation. Mange fattige forsøger at overleve ved at opbygge en facade, så andre ikke opdager deres fattigdom, og hvis de kan spare penge på at stjæle sukker på cafeerne eller samle flasker, gør de gerne det.

Regeringerne har været med til at skabe fattigdom – og de fastholder folk i fattigdom gennem kontanthjælpsloft og starthjælp.

Fordi det kan betale sig for samfundet som helhed. Men hvis vi vil lave socialpolitik, og ikke blot velfærdspolitik, i dette land, så handler det om hvordan mennesker kan få et bedre liv.

Vi må tilbyde inddragelse i stedet for udelukkelse. Det betyder en ændring af sociallovgivningen i retning af mere humanisme. Det vil sige at sociallovgivningen ikke blot skal handle for en hver pris at tilpasse den enkelte til arbejdsmarkedet.

Vi skal have højere overførselsindkomster, flere anderledes og fleksible jobs på arbejdsmarkedet, tilskud til kultur og fritidsaktiviteter og gratis deltagelse i skolernes aktiviteter for fattige børn. Vi skal have en klar politik til bekæmpelse af fattigdom og en sikring af de fattiges grundlæggende rettigheder.

Vi kan starte med at nedsætte en fattigdomskommission.

En fattigdomskommission vil samtidig være det første skridt til at erkende, at økonomiske problemer – fattigdom – medfører sociale problemer. Den erkendelse har nemlig været væk fra den offentlige debat i mange år, hvor vi har set et holdningsskred; hvor fattigdom nu blot accepteres.

Skiftende regeringer har fokuseret på, hvad der kan betale sig og samtidig haft en politik, der har taget udgangspunkt i, at økonomien kan og skal bruges til at få folk i arbejde. Det lykkes ikke altid.

Et af de deprimerende resultater fra den københavnske fattigdomsundersøgelse er, at på trods af en historisk højkonjunktur og lav ledighed er antallet af mennesker, der har levet under fattigdomsgrænsen i 4 år eller mere, ikke faldet de sidste 10 år.

Som socialborgmester ser jeg hver dag, at socialpolitik ikke rangerer højt på samfundets debathitliste. For tiden har bostederne i København visse mediers bevågenhed med en beskrivelse af mange enkeltsager om rengøring, magtanvendelser og omgangstone til følge.

Men bag enkeltsagerne gemmer der sig en større diskussion om manglen på en slagkraftig socialpolitik. Hele området for psykisk syge og udviklingshæmmede lever en skyggetilværelse, hvor vi ikke taler om, hvad et rimeligt liv er.

Jeg har f.eks. kæmpet for, at de store gammeldags institutioner nedlægges og erstattes af noget mere overskueligt og mere tidssvarende. Det koster penge, og vi skal ikke gøre det, fordi det kan betale sig. Vi skal gøre det, fordi vi mener, at det har det enkelte menneske ret til. Det er socialpolitik.

Som venstrefløj har vi en forbandet pligt til at tale for stumme, vise vej for de blinde og støtte de halte, så de kan gå.

Vi skal være dem, der ubetinget slås for dem, der ikke kan slås for sig selv. Kæmpe for dem, der ikke selv kan gøre det. Være den fattiges værner og den riges ris.

Ikke fordi det kan betale sig – ikke fordi det giver stemmer. Men fordi vi ikke kan være andet bekendt.

Fordi vi er socialister – og mener solidaritet alvorligt.

Mikkel Warming er socialborgmester i København for Enhedslisten. Artiklen er hans 1. maj-tale, der blev holdt i kulturhuset Karens Minde i Sydhavnen, København.