Der blev larmet og aktioneret ved Københavns Byret, hvor en 38-årig iraker tirsdag fik genbehandlet sin udvisningsdom.
Men det lykkedes ikke irakeren at få annulleret sin udvisning til Bagdad ved dagens retsmøde i Københavns Byret. Manden, der er dømt for seksuelle overgreb mod et barn under 15 år, og hans advokat argumenterer mod udvisningen med, at hans personlige forhold er væsentligt ændret siden dommen.

Dels har han nu to børn, og hans kone er sandsynligvis gravid med det tredje, dels er hans forældre i mellemtiden flyttet fra Irak til Canada, så han nu ingen familiær tilknytning har til Irak. Men retten fandt ikke, at der var nok til at ændre på den udvisnings han fik oven i de to et halvt års fængsel han har afsonet for sin forbrydelse. Afgørelsen blev anket til Landsretten, der sandsynligvis tager stilling om en måneds tid.
Ifølge organisationen Asylret har retten begået flere fejl i behandlingen af mandens sag. Organisationen henviser i en pressemeddelelse til FN’s Børnekonvention, der bl.a. slår fast, at et barn ”skal leve sammen med sine forældre, hvis det har det godt der”. Samtidig henviser Asylret til, at den ældste af mandens to børn, der er 6 år gammel, er så psykisk belastet, at han får psykologhjælp.

Uden for retten aktionerede asylaktivister fra initiativet Stop Udvisningerne ved at larme massivt, hænge et banner op på et stillads og etablere en blokade foran den port, hvor arrestanter normalt transporteres ud. Aktivisterne havde lænket sig til hinanden foran porten, men ifølge Modkraft.dk’s kilder var irakeren allerede ført ud gennem en anden udgang.
Aktivisterne erklærer, at de vil blive ved med aktionere mod udvisningerne til Irak.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96