Den største strejke siden halvfemserne finder sted over hele Tjekkiet i dag den 24. juni. Det er de tjekkiske fagforeninger, der står sammen om en én time lang generalstrejke i protest mod reformer, som landets borgerlige regering vedtog sidste år.
Reformerne betød blandt andet brugerbetaling hos lægen, forhøjet moms på fødevarer og en socialt skæv skattereform, som gavner især de velhavende.
Strejken startede klokken 6.00 i morges og blandt de første strejkende var læger, som er de eneste, der strejker hele dagen. Både den offentlige sundhedssektor og lægernes private praksis bliver ramt. Foran nogle af hospitalerne tilbyder lægerne gratis undersøgelser, andre steder holder de informationsmøder med borgerne.
60 minutters generalstrejke
Den 60 minutter lange generalstrejke finder dog først sted kl. 13.00. Ifølge fagforeningerne vil flere hundrede tusind tjekkere tilslutte sig generalstrejken. Arbejdere, skolelærere, kontormedarbejdere, postmedarbejdere, ansatte i den offentlige transport og lokoførere er blandt dem, der protesterer imod den tjekkiske regerings reformer.
Tog over hele landet holder stille mellem kl. 13.00 og 14.15, og muligheden for at benytte den offentlige transport i storbyerne bliver stærkt begrænset.
Den tjekkiske statsminister Mirek Topolánek kalder strejken for en politisk protest og fastholder, at hans reformer betyder mindre arbejdsløshed og højere løn. Omfanget af dagens aktioner vil vise, hvor stor del af den tjekkiske befolkning, der er enig med ham.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96