Skrøbelig fred mellem Hamas og Israel

Efter lange forhandlinger indgik Israel og den palæstinensiske organisation Hamas en fredsaftale, der skal standse de gensidige angreb mellem Israel og den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe.

Der er ikke stor tillid til at våbenhvilen holder, men skulle det mod forventning lykkes, vil Israel sandsynligvis ophæve den blokade af det palæstinensiske område, som har haft store konsekvenser for den palæstinensiske civilbefolkning.

Blokaden, der blev indledt i juli 2007, har i flere omgange drænet Gaza for mad, brændstof og medicin. Med daglige sammenstød og militære angreb mellem Israel og Hamas, har især manglen på lægehjælp ramt palæstinenserne hårdt.

Ifølge den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Palestinian Centre for Human Rights (PCHR) er 15 palæstinensere blevet dræbt i de besatte områder af israelsk militær alene i den seneste uge. Seks af disse er ifølge PCHR blevet henrettet uden dom i Gaza.

Mange hundrede civile palæstinensere er blevet nægtet udrejse af den israelske besættelsesmagt, og adskillige patienter, heriblandt børn og unge, er døde på grund af manglende behandling. Og de få, der er sluppet ud, har ikke nødvendigvis nogen lys fremtid. En af dem er 16-årige Abdul Rachman, der ligger lammet på et hospital i Cairo.

Ramt af snigskytte
Abdul Rachman, kaldet Abed, blev skudt i ryggen af en israelsk snigskytte, da han stod på taget af sin families hus under en israelsk militæroperation kaldet »Operation Warm Winter«, der fandt sted mellem den 28. februar og den 5. marts 2008. Operationen kostede var 51 civile palæstinensere livet, og sårede 175.

I det lille rum med de nøgne grå hospitalsvægge, og en evigt snurrende lyd fra fanen i loftet, ligger Abed hengemt under tunge tæpper. Rummet er lummert, men Abed ryster af feber. Den næsten tre måneders kroniske feber skyldes store væskende sår på drengens lammede ben.

For en måned siden reagerede Abed på besøgendes tilstedeværelse, nu trækker han tæppet over hovedet og lukker sig inde med sin depression. Foto: Lilith Gimbel/Monsun

Sårene på benene fik han, da hans 13-årige lillebror fandt ham på taget, og måtte trække ham ned i huset, for at redde Abed ud af snigskyttens sigte. Ud over det første skud, som ramte Abed i ryggen, og fik ham til at falde om, skød snigskytten ham yderligere tre gange, inden hans lillebror fik trukket ham i sikkerhed.

På grund af den israelske blokade – der bl.a. har sat mange ambulancer ud af drift på grund af brændstofmangel – måtte Abed, selvom han var dødeligt såret, vente tre timer, før hans far fik mulighed for at køre ham til hospitalet i Gaza by. Da han endelig ankom til hospitalet, troede lægerne, at Abed var død.

Abed var heldig
Stemningen i det halvmørke rum er tung. Desperationen og ikke mindst depressionen gør luften i hospitalsrummet tyk. Abed er forsvundet ind i sig selv, hans spinkle krop er bevægelsesløs.

Han spiser næsten intet, og sygeplejerskerne bader ham, skriger af smerte og sorg, over livet der er blevet taget fra ham og savnet til hans familie som på grund af blokaden af Gaza er nægtet adgang til Egypten.

Men Abed var heldig. På hospitalet i Gaza afslørede en lille lyd fra ham, at han stadig var i live, og på grund af hans livstruende tilstand blev han transporteret til Egypten.

Hospitalerne i Gaza har ikke længere kapaciteten, der kræves til at behandle livstruende tilfælde. Ifølge WHO’s beregninger fra januar 2008 mangler 19 procent af den nødvendige medicin til brug ved operationer og hastetilfælde, samt 31 procent af medicinen til livsnødvendige behandlinger på Gazas hospitaler.

Så Abed var heldig. Som en undtagelse blev han lukket ud af Gaza, og efter 12 timers transport ankom han til hospitalet i Cairo, hvor de fornødne operationer og behandlinger er mulige.

Et skrøbeligt håb
Abed er heldig. Han overlevede et dødeligt skud i ryggen. Hvis hans held fortsætter, bliver det muligt for ham at sidde op i en rullestol, så han ikke på livstid skal være sengeliggende. Men i takt med at hans fysiske sår heler, ser det ud til, at de psykiske sår bliver dybere.

Efter behovet for lægelig behandling, har Abed mest af alt brug for at have sin familie og mennesker som holder af ham omkring sig. Med den nye våbenhvile og udsigten til ophævelse af blokaden, er der tændt et lille håb om, at hans familie i fremtiden får lov at besøge ham.

Men som den israelske premierminister Ehud Olmert udtaler om den skrøbelige aftale:

– Vi bør ikke have nogen illusioner.