Annonce

18. juni 2008 - 15:12

Enhedslisten må bruge Natasja-hit

Enhedslisten i Københavns Nordvestkvarter arrangerer lørdag den 21. juni en gadefest på den såkaldte Skodaplads lige bag Nørrebro Station. Det sker blandt andet til tonerne af »Giv mig Danmark tilbage«, som arvingene til Natasja har givet Enhedslisten lov at bruge i kampagnesammenhæng.

JPEG - 33 kb
Arvinge efter sangerinden Natasja ønsker ikke at stemple hende og hendes musik partipolitisk. Alligevel har de givet Enhedslisten lov at bruge hittet »Giv mig Danmark tilbage«.

Tilladelsen er en modreaktion på, at Dansk Folkeparti nægter at stoppe brugen af samme slogan i let omformning: »Gi’ os Danmark tilbage«.

Modvægt
– Det er simpelthen for at skabe en modvægt til Dansk Folkepartis misbrug af nummeret. Enhedslistens budskaber er helt i tråd med Natasjas egne budskaber, så det er kun på sin plads, at vi åbner døren for dem nu, siger Natasjas manager, Peter Skovsted til Politiken.

Dansk Folkeparti, der blandt andet har brugt sloganet i en kampagne mod hovedtørklæder i maj, nægter at have stjålet ordene fra det populære hit og vil derfor at efterkomme anmodninger om at droppe sloganet.

Og arvinge og folk omkring Natasja viger tilbage fra at få afgjort striden i en domstol, blandt andet fordi det vil være en lang proces, som de frygter vil give Dansk Folkeparti gratis reklame.

I stedet har arvingene og musikfolkene omkring Natasja givet Enhedslisten lov at bruge sangen.

– Nu er der så opstået en kærkommen mulighed for at balancere Dansk Folkepartis brug af nummeret, og derfor har vi sagt ja til Enhedslisten, siger Peter Skovsted.

Tidligere forespørgsel
Enhedslisten spurgte allerede under valgkampen i efteråret 2007 om lov til at bruge Natasja sang, men her ønskede folkene ikke at stemple sangerinden partipolitisk.

– Hverken nummeret eller Natasja selv kunne sættes i bås med et politisk parti, siger Natasjas manager.

– Men nu er sangen ufrivilligt blevet associeret med et parti alligevel. Og det reagerer vi så imod på den her måde, siger Peter Skovsted.

Reaktion mod Hisb ut-Tahrir
Enhedslisten arrangement på Skoda-pladsen er en reaktion mod at Hizb ut-Tahrir hver weekend forsøger at hverve medlemmer og sympatisører foran den gamle stationsbygning på Lygten.

– Jeg bor tæt på Nørrebro Station, og jeg kan ikke holde tanken ud om, at folk hver lørdag bliver udsat for propaganda fra Hizb ut-Tahrir, Jarlov, der er imod ungdomshuset, og så Jehovas Vidner. Derfor vil Enhedslisten holde en kæmpe fest – med god og høj musik – taler og optræden, begrunder Jalah Tavola fra Enhedslisten arrangementet.

Muhammad Hee, der er tidligere medlem af Hizbuttahrir og som vil tale ved gadefesten, siger, at det er fint, at Hisb ut-Tahrir vil står den ene side af gaden, mens Enhedslisten fester på den anden.

– De skal have lov til at plædere for deres mono-kulturelle synspunkter. På den anden side af gaden kan vi samtidig plædere for vores multi-kulturelle synspunkter og opfordre til respekt, siger han.

Enhedslisten understreger, at arrangementet ikke kun er en modreaktiom mod Hizb ut-Tahrir, men også mod Dansk Folkeparti og andre ekstremister, der »formørker debatten«.

Ved gadefesten vil der ud over Muhammad Hee også være talere fra blandt andet Christiania og Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce