Irernes nej til Lissabon-traktaten udløser jubel hos EU-modstanderne – og krisestemning hos tilhængerne.
Endnu mangler det endelige resultat af afstemningen, men den irske justitsminister har offentligt erkendt nederlaget til nej-siden, og ifølge EU-eksperter er det europæiske samarbejde sat totalt i stå.
Junibevægelsen: »Traktaten er nu helt død«
Irland er det eneste land i EU, der besluttede sig for at gennemføre en folkeafstemning om traktaten, der af kritikere beskyldes for at være et genoptryk af den såkaldte forfatningstraktat, som befolkningerne i Frankrig og Holland forkastede i 2005.

Og mens EU-tilhængere og regeringsledere på stribe beklager resultatet og i større eller mindre grad erklærer traktaten død, kan EU-modstanderne næsten ikke få armene ned.
– Først og fremmest må man jo sige: Til lykke til Europa med resultatet. De irske vælgere har fejet Lissabon-traktaten af bordet, og det er en god ting. Noget, vi skylder irerne tak for, siger JuniBevægelsens medlem af EU-parlamentet, Hanne Dahl, i en pressemeddelelse.
Hanne Dahl mener desuden, at Lissabon-traktaten »endegyldigt er bortfaldet«.
Enhedslisten: »Sejr for demokratiet«
Ifølge Enhedslisten er der tale om en sejr for både folkestyre og demokrati.
»En sejr som bør mane til eftertanke for den EU-elite, der med alle midler forsøger at gennemtvinge EU-traktaten. Afgørende er nu at det irske nej respekteres og at traktatens fald erkendes«, skriver Enhedslisten i en pressemeddelelse.
Folkebevægelsen: »Folkeafstemning nu«
Og netop spørgsmålet om »respekt for resultatet« er også centralt hos Folkebevægelsen mod EU:
– EU respekterede ikke EU-forfatningens gravfred i 2005. Der er desværre ingen grund til at tro, at de vil gøre det denne gang heller. Hvis ikke EU stopper ratificeringsprocessen, så kræver vi, at traktaten øjeblikkeligt sendes til folkeafstemning i Danmark, udtaler Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU i en pressemeddelelse.
Da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtalte sig om resultatet på et pressemøde kl. 14.30, blev budskabet om »respekt for det irske folks beslutning« da også gentaget i næsten hver anden sætning. Men det er ikke noget, der umiddelbart beroliger Enhedslistens EU-ordfører Per Clausen:
Enhedslisten giver gratis øl
– Det (irske nej, red.) burde mane til eftertanke for den EU-elite som har forsøgt at gennemtvinge forfatningen uden folkeafstemning. De må nu erkende nederlaget og ikke forsøge at snyde vælgerne. Lissabon traktaten er faldet og vi må have en ny folkelig debat om det europæiske samarbejde.
Enhedslisten, der betegner sig selv som det eneste konsekvente EU-kritiske parti på venstrefløjen, glæder sig så meget over det irske nej, at partiet inviterer til gratis Guinness – den irske »national-øl« – ved en udendørs fest foran Irlands ambassade fredag aften.
Udover den gratis øl vil traktatens fald blive fejret med irsk musik og taler, oplyser Enhedslisten.
Også »Opbyggerne« på den besatte Refshalevej i Købehavn inviterer til Nejfest, hvor man vil »sende glæde og respekt til de irske vælgere«, som det hedder i en kæde-sms.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96