Socialisme i ét gods - i 30 år

Af Margit Kjeldgaard

Svanholm er et meget stort kollektiv med åbne døre og megen plads til individualitet. Det ligger 55 kilometer fra København mellem Jægerspris og Skibby i Hornsherred mellem Roskilde og Isse fjorde. Her bor 80 voksne, 55 børn og i snit 10 gæster.

Svanholm fejrer altid sin fødselsdag med fælles morgenmad i valnøddealleen, og på runde dage stiller man op til familiebillede foran hovedbygningen. Foto: Svanholm.

Svanholm er også en mellemstor virksomhed med fire store arbejdsgrupper (landbrug med malkekvæg og får, et økologisk byggefirma, en træfabrik og en pakkehal til frugt og grønt), nogle mindre arbejdsgrupper (gårdbutik, klinik, børneinstitution, m.m.), samt nogle interne servicegrupper (køkken, bygningsvedligehold, grønsagsdyrkning, administration, auto, cykel).

Arbejde og fritid
Cirka en tredjedel af de voksne svanholmere arbejder hjemme, en tredjedel er udearbejdende og en tredjedel er studerende, syge eller pensionerede.

Der er arbejdspligt, så man kan ikke bare tære på sin formue eller først flytte ind, når man skal pensioneres. Økonomien er stram og lånene store, men så er der også god plads, børnehaven har ekstra normering, og maden, bleerne og hygiejnebindene er økologiske.

Mange arbejder ind i pensionsalderen, så meget de nu orker; arbejdet er jo også en del af det sociale liv. Småbørnsforældre har nedsat arbejdstid.

I forhold til det ydre samfund er fritiden lang og grøn. Man plages ikke af indkøb, madlavning, opvask, vedligeholdelse af hus og have, betaling af regninger, selvangivelse, m.m.

Der er kun tre tjanser om måneden (en madlavning og to opvaske) og 2-3 årlige arbejdsdage fra man er 12 år. Maden spiser man i fælleskøkkenet eller tager den med hjem, hvis man foretrækker at spise i sin familiebolig eller bogruppen, eller man laver sin helt egen mad af råvarer, som man bare henter i køkkenet.

Demokrati og forvaltning
Takket være stordrift og servicegrupperne sparer man en masse tid her i forhold til det ydre samfund. Det er jo skønt – især for børnefamilierne – at slippe for »ulvetimen«; før og efter aftensmaden hænger folk ud i og udenfor fælleskøkkenet, mens ungerne hopper på trampolin, drøner rundt på cykler i alleen eller rider på heste.

Men mange føler stadigvæk et tidspres i hverdagen og fravælger møderne om aftenen. Det er noget skidt, for det kræver politiske diskussioner og opfølgning at forvalte kollektivet, at være arbejdsgiver for arbejdsgrupperne og det tager tid at træffe beslutninger i fuld enighed på fællesmødet.

Ude i samfundet kan man foretage hurtige afstemninger og så overlade det til en anonym stat og kommune at forvalte lovene.

Her laver vi selv reglerne, udøver direkte social kontrol for at få hinanden til at rette ind (kald det bare landsby-sladder og pression) og laver en hel masse individuelle undtagelser.

Jeg er ny og savner de klart formulerede regler, en skriftlig formulering af pligter og rettigheder. Men mange beboere har anarkistiske træk, så mange regler vil måske blot skabe lede og oprør, ødelægge den spontane lyst og virke stift og upersonligt i forhold denne samling af individualister.

Jeg tror, man kan konkludere, at så længe kollektivet ikke er større og så stor en del har deres daglige virke i kollektivet, er det muligt at »styre« mere skønsmæssigt, end hvis der var flere mennesker, og deres forhold var mere ukendte.

Der er megen tolerance og tillid overfor folk, der ikke lige (nu?) lever op til nogle implicitte krav og forventninger, nogle vil måske kalde det konfliktskyhed.

I øvrigt er der ingen sanktioner, bortset fra en liste over dem, der har svigtet deres mad- og opvasketjans; kollektivet har en meget vanskelig eksklusionsprocedure.

Befolkningssammensætningen
Det hele bliver nok også lettere af, at folk er ret ens. Svanholm er ikke et multikulturelt samfund, dog er der en masse tyskere og hollændere, og i sommerperioden er her mange gæster, som arbejder mod kost og logi og som skaber en international atmosfære til glæde for svanholmere, som (pga. manglende friværdi) kun sjældent har råd til at rejse langt ud i verden.

Alderssammensætningen er meget jævn, men generationen i 20’erne mangler; de foretrækker bylivet og er her kun på træk indtil børnene melder sig.

Fællesøkonomi og bolig
I de første 25 år var meget fælles. Man fik lommepenge og kollektivet betalte alt bortset fra tøj og forlystelser. Men der blev brugt penge på nogle alternative behandlingsformer, som ikke alle kunne se nytten af og bilerne blev også brugt meget, fordi det var gratis for den enkelte.

I 2003 bøjede Svanholm sig for »tiden«, og nu beholder den enkelte 20 procent af sin bruttoindkomst indtil et loft på ca. 6.000 kroner om måneden. Til gengæld betaler man noget af bilkørslen til arbejde, noget af fagforening og A-kasse samt alle sundhedsudgifter ud af sit »rådighedsbeløb«.

Med denne »nye økonomi« er der skabt incitament til at tjene flere penge, men også en økonomisk ulighed, om end den er langt mindre end ude i samfundet.

Folk har meget forskellige jobs og bruttoindkomsterne varierer fra 1 million kroner om året til kontanthjælp, men med et skattetryk på 80 procent og en marginalskat på 100 procent hersker der en høj og behagelig grad af lighed.

Børnene får lommepenge (750 kroner/måned) og forældre får betalt daginstitution og eventuel friskole og børnebidrag, mens kollektivet modtager børnefamilieydelsen, barselsorlov, m.v. Der sker således en udligning over generationerne og fra enlige til børnefamilier.

Boligerne fordeles efter princippet om et værelse per person og et fællesrum til deling i bogrupperne, men der er meget stor forskel på boligerne. Cirka 1⁄4 del bor på selve godset, som er fra 1744, fredet og meget dårligt isoleret. Her er rummene store.

Andre bor i landarbejderboliger ved godset eller i de nærmeste landsbyer. Endeligt er enkelte rykket ud i selvbyggeri ligesom på Christiania.

Fordi boligmassen er så varieret kan man godt tale om ulige boligforhold. Forskellen til det ydre samfund er bare at man ikke kan købe sig til de mest attraktive boliger.

Fordelingen foretages af en omflytningsgruppe, efter fællesmødet har bestemt hvor mange voksne og børn, den enkelte bolig eller fløj skal normeres til, og der indgår en masse personlige hensyn.

Maden er frit tilgængelig, men visse dyre ting er låst inde og udleveres kun mod en god historie om at man har inviteret familien el. lign.

Når efterspørgsel ikke begrænses af priser, må man bruge løftede pegefingre - »spis brød til« stod der udenfor osteskabet i lang tid – og rationeringer.

Socialisme i praksis
Jeg var en af de 100 mennesker, der svarede på en lille annonce i avisen Information for 31 år siden og deltog i store månedlige fællesmøder, som var både euforiske og kaotiske.

Men dels havde jeg lige så svært ved at forlade storbyen, som de andre barnløse i 20’erne, og dels besluttede jeg mig for »den lange vej gennem institutionerne«; Vil man lave samfundet om, skal man sætte sig ind i sagerne, herunder tage en solid borgerlig uddannelse, så man kan argumentere på systemets præmisser, og arbejde politisk i organisationer og partier, mente jeg.

Svanholm var den modsatte strategi – nemlig eksemplets magt: Socialisme i vor tid. Her lagde man om til økologisk landbrug og etablerede et tæt økonomisk fællesskab.

I starten var ideologien i højsædet: Skellet mellem arbejde og fritid skulle udviskes, så også dem med udearbejde lå ude og lugede mellem rækkerne om aftenen.

Skellet mellem mænds og kvinders arbejde og mellem ånden og håndens arbejde skulle også nedbrydes og man roterede rundt mellem arbejdsgrupperne, så man kunne udvikle sig selv og få en bredere indsigt og gensidig forståelse.

Siden jeg flyttede hertil for snart to år siden har, der imidlertid kun arbejdet kvinder i køkkenet og kun mænd i bygningsgruppen. Det hedder sig, at det er ok at arbejde med det, man har mest lyst til, og at det er nødvendigt for kollektivet, at folk er uddannede og erfarne.

Og fordi mange ikke gider gå til fællesmøde hver uge, etablerede kollektivet for et år siden en slags ledelse, der tager sig af småsagerne og forbereder fællesmøderne, så de bliver mere effektive.

I modsætning til alle øvrige grupper og bestyrelser er der valg til denne ledelse, så jeg frygter der vil udvikle sig en elite af populære folk, som ved mere og har mere (uformel) indflydelse/magt end andre - selvom man kun kan sidde der i to år i træk.

Er Svanholm en lille socialisme-lomme midt i et kapitalistisk samfund?

Ja, det opfylder definitionen, mener jeg, og det er derfor, jeg er flyttet herop: Svanholmerne ejer produktionsmidlerne og der er demokrati i forhold til forbrug og produktion – et konsensusdemokrati og deltagelsesdemokrati.

Endeligt er fordelingen af kollektivets ressourcer forholdsvis lige, og jeg tror, at de børn, der vokser op her, bliver lidt bedre mennesker end dem, der opfostres på markedsøkonomi og egeninteresse.

Men Svanholm er også arbejdsgiver for ca. 30 mennesker, som kører hertil om morgenen og tjener deres penge ved almindeligt lønarbejde, og Svanholms virksomheder opererer i en markedsøkonomi, så når det går skidt med konkurrenceevnen, må man sætte den interne løn og rådighedsbeløbet derefter.

Nuvel, man kan ikke lave socialisme i ét land, har mange kloge hoveder sagt. Men det er sørme livsbekræftende at eksperimentere med lidt socialisme i det små, og jeg håber for fremtiden, at kollektivet ikke lukker sig mageligt om sig selv midt i idyllen og glemmer at være et eksempel til efterfølgelse.

Margit Kjeldgaard bor i Midtfløjen, lige under uret