Annonce

28. maj 2008 - 16:27

Antiterror-kampagne vækker forargelse

Natten til mandag den 26. maj blev der i København sat plakater op med tekster, som af mange mennesker kan blive opfattet som antimuslimske og fremmedfjendske.

Adskillige steder blev plakaterne revet ned af anti-racister, og på Modkraft-redaktionen kimede telefonerne med tip om at nazister åbenbart havde været på spil i København i nattens løb.

JPEG - 25 kb
Det er unge venstreorienterede, der står bag TerrorSTOP-plakaterne.

Men det viste sig i stedet at være et forsøg på en satirisk kampagne vendt mod fremmedhad. Luna Christensen fra netværket TerrorSTOP forklarer til Modkraft.dk, at afsenderne er en gruppe af venstreorienterede unge, der står bag hjemmesiden terrorSTOP.dk og en plakatkampagne.

Hun fortæller, at målgruppen er den brede danske befolkning og at formålet med plakaterne er at vække opmærksomhed og invitere til debat. Hun kan godt forstå, hvis nogle føler sig stødt af kampagnen, men håber, at de går ind på hjemmesiden og derved bliver klogere.

Plakater er starten på kampagne
Opsætningen af plakater er kun starten af en kampagne, som skal fortsætte de følgende dage, fortæller Luna Christensen.

Aktivisterne vil stille sig op på udvalgte steder i Københavns Indre By og agere privat vagtværn, som vil afkræve forbipasserende identitetspapirer for komme forbi det, de beskriver som zoner »kun for danskere«.

Forbipasserende skal så udfylde spørgeskemaer med nogle »langt ude«-spørgsmål, som skal virke så provokerende, at det får den brede befolkning til at tænke over en udvikling hen imod et racistiske samfund.

Forstår, hvis nogle føler sig ramt
Kan du forstå, hvis der er nogle, der føler sig stødt af plakaterne?

– Det kan jeg godt forstå, men jeg håber, at de, som ser plakaterne, går ind på vores hjemmeside, og finder ud af at budskabet er lige det modsatte, siger Luna Christensen til Modkraft.dk.

Vil indvandrere, der ikke ser hjemmesiden eller læser omtalen i aviserne, ikke føle, at det er endnu en kampagne imod dem?

– Jeg håber, de kan se det satiriske og ironiske i kampagnen, men jeg ved godt, at der er en risiko for at ramme mennesker, som føler sig truffet.

Kunne du forestille dig en kampagne med nazisymboler, bare for at provokere?

– Nej, det kunne vi aldrig finde på. Denne kampagne er satirisk og lavet for at skabe opmærksomhed og provokere til debat, men vi ville aldrig kunne finde på at sætte noget op med nazisymboler, siger Luna Christensen.

Kommunikationsekspert: Kampagne fungerer ikke
Kampagnen møder dog kritik fra eksperter i politisk kommunikation.

– Jeg kan godt se intentionen med kampagnen, men jeg synes ikke den fungerer, siger Mikkel Skov Petersen, der er pressemedarbejder for Enhedslisten.

– Når man giver udtryk for det modsatte synspunkt, end det man ønsker at fremme, så skal ironien, dobbelttydigheden eller andet, der skaber nysgerrighed om det egentlige budskab, være til at få øje på. Det er ikke tilfældet i denne kampagne, siger han.

– Går man ind på hjemmesiden, så er der ikke megen hjælp at hente. Der skal man klikke to gange, for at finde ud af at kampagnens budskab er det modsatte af, hvad den giver udtryk for.

Mikkel Skov Petersen mener, at det er uklart, hvem kampagnen henvender sig til.

– Spørgsmålet er, hvem der er målgruppen. Er det folk, der mener, at alle muslimer er nogle farlige banditter? Jeg tror ikke, at de bliver klogere, men at de bliver bekræftet. Dermed rammer kampagnen umiddelbart ingen, siger han.

Udover intensionen mener Mikkel Skov Petersen, at det mest positive ved kampagnen er, at den skaber opmærksomhed.

– Desværre er det mest kampagnen selv, og ikke det egentlige budskab, der får opmærksomhed. Det er det forkerte budskab, der sidder tilbage, siger han.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce