Et spøgelse går stadig gennem Europa

Af Jon Rostgaard Boiesen

Jacques Derrida (1930-2004) har en mærkværdig plads i det 20. århundredes filosofi.

Få filosoffer har som Derrida kaldt på stærke følelser: Hyldet og beundret af nogle som en af århundredets største filosoffer, afvist af andre som en plattenslager og charlatan. Få filosoffer har offentligt fået deres tænkning afvist som en række »tricks og gimmicks« af en række prominente kolleger. Det var imidlertid hvad der skete i et læserbrev i The Times i forbinde med at Derrida i 1992 blev tildelt et æresdoktorat på Cambridge University. (Smith m.fl.: 1992)

Andre har beskyldt Derrida for nihilisme – og endda at ligge tæt på nazismen. (Wolin: 1993)

Den franske filosof Jacques Derrida var ikke alene en af poststrukturalismens fædre. Med hans teori om Marx’s spøgelse ydede han et vigtigt nidrag til venstrefløjstænkningen

Uanset hvad man mener om Derridas tænkning, er det dog svært at benægte dens indflydelse, både indenfor filosofien og andre humanistiske discipliner som litteraturvidenskab, kulturstudier – og endda jura, hvor Derridas tænkning har inspireret til de såkaldte critical legal studies.

Det er også få filosoffer, der i deres levetid har opnået en berømmelse som Derridas udenfor den akademiske verden. Woody Allen brugte således Derridas mest berømte begreb, dekonstruktion, i titlen på sin 1997-komedie Deconstructing.

Og tilbage i 1982 udsendte det reggae-inspirerede engelske band Scritti Politti endda en single med titlen Jacques Derrida, der indeholdt de udødelige linjer: »I’m in love with Jacques Derrida / read a page and I know what I need to / take apart my baby’s heart«.

Og endelig er det vel også få filosoffers død, der offentligt bliver annonceret af deres lands præsident – men det var ikke desto mindre, hvad Frankrigs daværende præsident Jacques Chirac gjorde ved Derridas død i 2004. Chirac tilføjede endda: »Med ham gav Frankrig verden en af vor tids største filosoffer, en af de største figurer i vor tids intellektuelle liv.« (Sullivan: 2004)

Disse meget forskellige opfattelser af Derrida afspejler nok to ting: For det første, at hans værk er vanskeligt tilgængeligt. Derridas værker er ikke skrevet i en direkte argumenterende stil, men består af læsninger af andre filosoffer med vægten lagt på deres brug af metaforer og andre stilistiske træk – hvilket netop er den dekonstruktive læsemåde, der gjorde ham både berømt og berygtet, og som altså i nogle kritikeres øjne blot var en slags tricks og gimmicks.

For det andet betyder den dekonstruktive læsemåde en konstant sætten spørgsmålstegn ved vedtagne dogmer og normer, herunder også en konstant udfordring af hvad vi skal forstå ved »filosofi« – noget der også har generet kritikere, der absolut mener at vide, hvad filosofien er, og hvori dens metoder består.

En utraditionel marxisme
På trods af beskyldningerne om nihilisme og nazisme – og trods en borgerlig præsidents mindeord – så er der ikke tvivl om, at Derrida var en venstreorienteret tænker, der var inspireret af Marx – men på sin egen ganske særegne måde. Selvom der tidligere er enkelte referencer til Marx her og der, skal vi frem til 1993, før Derrida på skrift beskæftiger sig mere grundigt med Marx, hvilket sker i bogen Spectres de Marx (Marx’ spøgelser) – et forhold, der også gav anledning til kritik.

Den engelske marxistiske litterat Terry Eagleton (f. 1943) spurgte således: »…hvor var Derrida, da vi havde brug for ham, i Reagan-Thatcher-periodens lange mørke nat,« og kaldte Derridas bog for »marxisme uden marxisme«. (Eagleton: 1999)

Det er sandt at Derridas marxisme ligger langt fra megen traditionel marxisme, navnlig af den mere dogmatiske slags. Derrida har selv i interviews og til dels i Spectres de Marx forklaret at det at han ikke tidligere beskæftigede sig for alvor med Marx, skyldtes hans afstandtagen til det stærke franske kommunistparti og »den reelt eksisterede socialisme« i Østeuropa og Sovjetunionen.

Ikke desto mindre kan Derrida, i hvad der nok er den mest citerede sætning fra bogen, sige: »Dekonstruktionen har, for mig i hvert fald, aldrig haft nogen mening eller interesse, undtagen som en radikalisering, hvilket også vil sige i en bestemt marxistisk tradition, i en bestemt marxistisk ånd.« (Derrida: 1994: s. 92).

Hvori består denne radikalisering? Først og fremmest i kritikken, sådan som Marx gennemfører den i projektet om en »kritik af den politiske økonomi«. Derridas projekt med bogen er således i høj grad en kritik af den selvfede fejring af kapitalismens og det borgerlige demokratis triumf, der var dominerende i årene efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud – og som kom prominent til udtryk i den amerikanske politolog Francis Fukuyamas (1992) tese om »historiens afslutning«, der da også udgør et af Derridas hovedangrebsmål i bogen.

Derrida går således imod hvad han betegner som den tids »dominerende diskurs«, som siger: »Marx er død, kommunismen er død, meget død, og sammen med den, dens håb, dens diskurser, dens teorier og dens praksisser. Den siger: Længe leve kapitalismen, længe leve markedet, længe leve den økonomiske og politiske liberalisme!« (Derrida: 1994: s. 52)

Imod denne selvfejring fastholder Derrida, »at aldrig, aldrig før i historien har det set så sort, truende og truet, ud i horisonten, for den ting, hvis overlevelse fejres (nemlig alle den kapitalistiske og liberalistiske verdens gamle modeller).« (Ibid.)

For som han fortsætter: »… det må råbes højt, i en tid hvor nogle har den frækhed at skrive nye evangelier i idealet om det liberale demokratis navn, der endelig har virkeliggjort sig selv som den menneskelige histories ideal: Aldrig har volden, uligheden, udstødelsen, sulten og hermed den økonomiske undertrykkelse berørt så mange
mennesker i Jordens og menneskehedens historie.« (s. 83).

Derrida er således kritisk over for både den traditionelle marxisme, navnlig i Sovjetmodellen, og liberalismens fejring af kapitalismens triumf. Det er der for så vidt ikke noget originalt i – det er et synspunkt der deles af store dele af vore dages politiske spektrum, fra midten og ud mod venstre. Det originale består i den måde som Derrida mener at både den triumferende liberalisme og den dogmatiske marxisme – og for den sags skyld Marx selv – er fælles om at ville uddrive spøgelser på.

Spøgelser
Hvad er et spøgelse? Spørgsmålet er ifølge Derrida forkert stillet. Et spøgelse er nemlig ikke noget der er. Men det er heller ikke noget der ikke er. Spøgelset er hverken levende eller dødt, eksisterende eller ikke-eksisterende, men svæver netop mellem liv og død.

I modsætningen til filosofiens traditionelle beskæftigelse med ontologi – læren om det værende – sætter Derrida det selvopfundne begreb hantologie – læren om det der spøger. Begrebet er på fransk et ordspil, da det næsten udtales ligesom ontologie. Det er således kun på skrift man kan se forskel.

Det kan umiddelbar synes mærkeligt at begynde at beskæftige sig med noget så mærkværdigt som spøgelser midt i en diskussion af kommunismens sammenbrud og kapitalismens sejrsgang – men det er netop et godt eksempel på, hvad dekonstruktion er. Derrida er naturligvis ikke ude i et spiritistisk eller parapsykologisk ærinde – hans pointe er ikke at bevise, at der rent faktisk findes spøgelser, i hvert fald ikke i nogen konkret og bogstavelig forstand. De spøgelser han skriver om, er de spøgelser der optræder i Marx’ tekster – mest berømt det spøgelse, der optræder i indledningen til Det kommunistiske manifest: »Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse.« (Marx: 1848)

Derrida læser således Marx gennem hans brug af spøgelsesmetaforen, som den optræder i hans værk fra Den tyske ideologi over Det kommunistiske manifest til Kapitalen.

Denne læsemåde, hvor man tager fat i en metafor og ser på hvilken rolle den spiller i en tænkers tekster, er som sagt typisk for dekonstruktionen, og går igen i Derridas læsning af andre af traditionens store tænkere. Og det er som sagt en læsemåde, der har generet mange af Derridas filosof-kolleger (og andre!).

Traditionelt har man anset metaforer for sekundære – det det kom an på var tekstens indhold. Ved at insistere på at læse gennem metaforerne gør Derrida op med tanken om, at man kan skille en teksts indhold fra dens form. Metaforerne anses for Derrida således ikke som noget mere eller mindre tilfældigt pynt på tekstens egentlige indhold – form og indhold er ifølge Derrida uadskilleligt sammenvævede. Det er derfor det giver mening at se på hvordan og hvorfor Marx bruger spøgelsesmetaforen.

Så tilbage til Marx’ mest berømte spøgelse. Når Marx bruger spøgelsesmetaforen dér, er det for at markere at kommunismen netop kun har en spøgelsesmæssig eksistens – men at den netop på denne måde heller ikke er intet. Kommunismen er netop – som det ofte er tilfældet med spøgelser – noget man frygter. Marx og Engels skriver: »Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen i en hellig klapjagt på dette spøgelse«, hvilket ifølge Marx og Engels viser at »[k]ommunismen anerkendes allerede af alle europæiske magter som en magt.« (ibid.)

Selvom kommunismen altså – endnu – ikke fandtes, var den allerede en magtfaktor. I dag er kommunismen også et spøgelse, tilføjer Derrida, i kraft af at den ikke længere eksisterer. Men den er netop et spøgelse, da den fortsætter med at spøge, da den netop ikke er død, og vi ikke bare kan sige »Længe leve kapitalismen!«.

Her gør Derrida også op med en tendens til at slå Marx ihjel ved at gøre ham til et akademisk studieobjekt:

»Folk vil være klar til at acceptere Marx’ tilbagevenden eller en tilbagevenden til Marx, på betingelse af, at man er tavs omkring Marx’ formaning om ikke blot at fortolke, men at handle og lave fortolkningen til en forandring der ’ændrer verden’. Ved at henvise til en gammel forestilling om læsning vil sådan en løbende neutralisering af Marx prøve at borttrylle en fare: Nu hvor Marx er død, og specielt nu hvor marxismen ser ude til at være i hastig opløsning, ser det ud til at nogle mennesker vil sige, at vi bliver i stand til at beskæftige os med Marx uden at blive generet – af marxisterne og, hvorfor ikke, af Marx selv, det vil sige af et spøgelse, der bliver ved med at snakke.« (Derrida: 1994: s. 32).

Fortolkning og forandring
Det afgørende ved Marx’ spøgelse er ifølge Derrida Marx’ formaning om at handle, om at forandre verden (»Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den«). (Marx: 1845)

Ligesom liberalismen forsøger at lægge Marx død ved at erklære at kapitalismen har sejret ad helvede til, så vil en akademisk beskæftigelse med Marx, der kanoniserer ham og gør ham til en »stor filosof«, slå ham ihjel ved at overhøre hans formaning om at forandre verden.

Men også den dogmatiske marxisme, og endda Marx selv, forsøger som skrevet at uddrive spøgelser. Allerede få linjer inde i Manifestet skriver Marx og Engels: »Det er på høje tid, at kommunisterne giver hele verden besked om deres synsmåde, deres mål, deres tendenser, og stiller et manifest fra partiet selv op imod eventyret om kommunismens spøgelse.«

For det kommunistiske parti er spøgelset altså, når det kommer til stykket, blot et eventyr. Spøgelset skal ophøre med at være blot et spøgelse og blive virkeligt i form af det kommunistiske parti og i sidste ende det kommunistiske samfund. Marx ønskede, lige så vel som sine modstandere – før som nu – at uddrive spøgelset. Ikke som modstanderne ved at få spøgelset til at forsvinde – men ved at realisere det, få det til at blive virkeligt.

Det er ifølge Derrida her det går galt – det er i dette forsøg på at få spøgelset til at blive virkeligt, at marxismen bliver totalitær. Ligesom Marx’ modstandere, der forsøger at benægte at der findes spøgelser under kapitalismen, så drømmer Marx og de dogmatiske marxister om et samfund – det kommunistiske samfund – hvor spøgelset er udryddet. Som Derrida udtrykker det: Med »… en omkostning på millioner og atter millioner af yderligere spøgelser, der vil blive ved med at protestere i os.« (Derrida: 1994: s. 30).

For Derrida er det centrale således at holde spøgelset i live. På den ene side skal vi ikke som liberalisterne tro at spøgelset er udryddet, og at vi er kommet til historiens afslutning – men på den anden side skal vi heller ikke som de dogmatiske marxister tro at vi kan udrydde spøgelset og komme til historiens afslutning med det kommunistiske samfund.

En ny internationale
Løsningen for Derrida er dog ikke en form for socialdemokratisme. I stedet forslår han en såkaldt »ny Internationale«.

Han beskriver den som »… en forbindelse af samhørighed, lidelse og håb … Det er en utidig forbindelse, uden status, uden titel og uden navn, dårligt nok offentlig, selvom den ikke er hemmelig, uden kontrakt … uden koordinering, uden parti, uden land, uden nationalt tilhørsforhold (international før, på tværs af og over enhver national bestemmelse), uden fælles statsborgerskab, uden at tilhøre den samme klasse. Navnet den nye Internationale gives her til det, der kræver en alliances venskab uden at være institutionaliseret mellem dem der, selvom de ikke længere tror på, eller aldrig troede på, den socialistisk-marxistiske Internationale, på proletariatets diktatur … bliver ved med at være inspireret af mindst et af Marx’ og marxismens spøgelser.« (s. 85-6).

Spørgsmålet er imidlertid om ikke Derridas forsøg på at undgå enhver form for positiv bestemmelse af hvad den nye Internationale er eller skal være – bortset fra inspirationen fra Marx og internationalismen, angiver Derrida udelukkende negative bestemmelser af den – alligevel ikke bliver for ukonkret.

Som den engelske filosof Simon Critchley, der ellers er sympatisk indstillet over for Derrida, spørger: »Hvilke former og midler skal den benytte sig af? … Hvem inkluderer den? Hvem er den imod? Er den imod? Ekskluderer den?« ( Critchley: 2004)

Spørgsmålet er altså, om Derridas krav om ikke at gøre formaningen fra Marx’ spøgelse til noget værende ikke ultimativt betyder, at hans idé om den nye Internationale bliver politisk impotent.

Omvendt rammer kritikken af tanken om, at det er muligt at realisere et samfund, hvor det ikke spøger – om det så er utopien om kommunismen eller det frie marked – noget centralt. Og i den forstand var Spectres de Marx i dén grad en bog, der kom på rette tid og sted – i en tid hvor den dominerende diskurs var liberalismens fejring af sig selv og markedet. Der er sket meget siden 1993 – også på det teoretiske plan: I dag sætter marxistisk inspirerede tænkere – i modsætning til dengang – igen dagsordenen for den politiske tænkning.

Men vi har alle på venstrefløjen et ansvar for at sikre, at Marx aldrig blot bliver en »stor filosof« – at vi hører hans spøgelse når det formaner os om ikke blot at fortolke verden forskelligt, men om at forandre den.

Jon Rostgaard Boiesen er specialestuderend ved Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet. Han har oversat bogen Slavoj Žižek: Irak – den lånte kedel (Husets forlag, 2006) og senest udgivet artiklen »Videnskab som fordomme« i Kritik nr. 186. I øjeblikket redigerer han sammen med Kåre Blinkenberg antologien Venstrefløjen tænker, der udkommer i løbet af 2008.

Artiklen har tidligere været bragt i Det Ny Clarté nr. 7 2008.

Litteratur

Critchley, Simon: »The Hypothesis, the Context, the Messianic, the Political, the Economic, the Technological: On Derrida’s Specters of Marx« i Ethics–Politics –Subjectivity, London/ New York: Verso 1999, s. 166.

Derrida, Jaques: Specters of Marx, New York/London: Routledge 1994.

Eagleton, Terry: »Marxism without Marxism« i Ghostly Demarcations. A symposium on Jacques Derrida’s Specters of Marx, London/ New York: Verso 1999, s. 83.

Fukuyama, Francis: The End of History and the Last Man, New York: Free Press 1992.

Marx, Karl: Feucherbachteserne>/i>, citeret efter http://www.marxisme.dk/arkiv/marxeng/ 1845/tesfeuer.htm

Marx, Karl: Det kommunistiske manifest, citeret fra: http://www.marxisme.dk/arkiv/marx-e...

Smith, Barry m.fl.: »Open letter against Derrida receiving an honorary doctorate from Cambridge Universit« in The Times, 09.05.1992.

Sullivan, Patricia: »Jacques Derrida Dies; Deconstructionist Philosopher«, Washington Post 10. oktober 2004, s. C11.

Wolin, Richard: The Heidegger Controversy, Cambridge Massachusetts: MIT Press 1993.