Annonce

5. maj 2008 - 13:44

Kalundborg: Bannerdrop på Vor Frue Kirke

Da konfirmanterne i Vor Frue Kirke i Kalundborg søndag den 4. maj mødte op for at bekræfte deres kristne tro, blev de samtidigt mødt af et noget usædvanligt syn: Kirketårnet var nemlig smykket med et banner med påskriften: »Religionslighed? Adskil kirke og stat«.

JPEG - 83.3 kb
Stilladset rundt om det ene af Vor Frue Kirkes tårne i Kalundborg blev søndag den 4. maj forsynet med et banner. Foto: SFU Kalundborg.

Banneret var sat op af aktivister fra ungdomsorganisationen SFU, SFs ungdomsorganisation. Klokken 04.00 søndag morgen havde de unge folkesocialister hængt banneret op i kirkens tårn – og der blev det hængende indtil formiddagens gudstjeneste med konfirmationer var overstået.

En af deltagerne fortæller Modkraft, at aktivisterne på forhånd havde taget mål af det arbejdsstillads, der er sat om omkring det ene af kirkens tårne, tilpasset banneret efter målene og med stribs hurtigt og effektivt kunne sætte banneret op.

– Opsætningen tog ikke mere end cirka 10 – 15 minutter, fortæller aktivisten fra SFU.

Protest mod kristendoms særstatus
Aktionen skete i protest mod kristendommens særstatus i Danmark. I en aktionserklæring skriver SFU Kalundborg:

»De fleste danskere svarer uden tøven, at politik ikke skal blandes med religion, især når talen falder på islam. Men af uransalige årsager godtager lige så mange, at kristendommen har særstatus i den danske grundlov«.

De unge socialister mener at denne særstatus er religionskrænkende.

De peger også på, at forskelbehandlingen er økonomisk: »Selvom man har fravalgt at betale kirkeskat, betaler man alligevel til Folkekirken. I 1999 bidrog den dansk stat med over 600 mio. kr. til kirken«, hedder det i erklæringen.

Ikke religionskritisk aktion
Aktvisterne understreger at aktionen ikke er rettet mod kirken, kristendommen eller religion i øvrigt: »Men at kristendommen har særstatus og visse privilegier frem for andre, mener vi er et brud mod de demokratiske principper i vores samfund«.

En skilsmisse mellem kirke og stat håber de unge socialister derfor kan resultere i det, de betegner som et »venskab«.

JPEG - 85.6 kb
Banneret kunne ses i store dele af Kalundborg. Foto: SFU Kalundborg.
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce