I forbindelse med den israelske mindedag for Holocaust, Yom Hashoa, lancerer det palæstinensiske regeringsparti Hamas en tv-udsendelse, der fornægter den nazistiske jødeudryddelse som »et zionistisk komplot«.
Ifølge udsendelsen, der blev offentliggjort på tv-kanalen Al-Aqsa-TV, havde zionisterne to mål med jødeudryddelsen. For det første skulle massemordet sørge for, at handicappede jøder ikke ville komme til at ligge en kommende israelsk stat til last.

Og for det andet – en gammel traver blandt Holocaustfornægtere – ville udryddelsen udløse en massiv »sympatigevinst« verden rundt.
I udsendelsen erklærer Amin Dabur, der angiveligt er videnskabsmand ved det palæstinensiske »Center for strategisk forskning«, bl.a.:
– Det israelske Holocaust var en vittighed og en del af et perfekt show, iværksat af Ben Gurion (zionistisk leder og Israels første premierminister, red.).
I et andet indslag fra palæstinensisk tv, forklarer kulturministeren fra Hamas, Atallah Abu Al-Subh, hvordan »Zions Vises protokoller« er et bevis på jødernes plan om verdensherredømme.
Alle andre end nazister, Holocaustfornægtere og anti-semitter er betragter teksten som en forfalskning skrevet i slutningen af 1800-tallet, og siden benyttet som påskud for utallige overgreb på jøder rundt om i verden.
Rabbiner: »Dræb alle palæstinensere«
På den anden side af den israelsk-palæstinensiske konflikt bliver der imidlertid heller ikke sparet på det religiøse krudt, når det gælder argumenter for at udrydde fjenden.
I starten af april erklærede rabbineren Yisrael Rosen, der er leder af det anerkendte religiøse Tsomet Institute, at »alle palæstinensere må dræbes; mænd, kvinder, spædbørn og selv deres husdyr«.
Rosen, der betragtes som en autoritet, når det gælder religiøse jødiske synspunkter, henviser til den jødiske Talmud i sin argumentation for at udrydde palæstinenserne.
I artikler offentliggjort i en række israelske aviser skriver rabbineren, at palæstinenserne kan sammenlignes med amalekitterne, en stamme, som ifølge beretningerne i Biblens Anden Mosebog angreb de jødiske stammer, der flygtede fra Egypten.
I den forbindelse skulle Gud have formuleret en bestemmelse i Toraen, der tillader jøderne at dræbe amalekitterne. Ifølge Yisrael Rosen er denne religiøse bestemmelse velkendt i jødisk retsfilosofi.
Og ifølge den anerkendte rabbiner er palæstinenserne »vor tids amalekitter:
»Dem, der slagter studenter bøjet over deres Tora, dem der planløst lader Qassam-missiler regne ned over mænd, kvinder, gamle og unge, børn og spædbørn – dem der hylder Israels udslettelse og danser på blodet, er vor tids amalekitter. Vi må rive ethvert spor af humanitet op med rode, når vi har med dem at gøre, således at vi kan fremstå sejrrige«, skriver Yisrael Rosen i bl.a. dagbladet Haaretz.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96