Annonce

30. april 2008 - 20:55

Faderhus må betale for Jagtvej-renovation

I mere end et år har den tomme grund på Jagtvej 69 ligget øde hen, mens mængden af affald har hobet sig op i en grad så tomten efterhånden minder om en ildelugtende losseplads, hvor rotterne boltrer sig.

Ansvaret for at renholde grunden ligger hos den kristne sekt Faderhuset, som efter rydningen af Ungdomshuset lod ejendommen rive ned uden at have yderligere planer for matriklen.

Nu har kommunen så fået nok af svineriet. Grunden er blevet ryddet op – og regningen sendes til Faderhuset.

– Vi har igennem længere tid forsøgt at fortælle Faderhuset, at grundejeren skal sørge for, at en grund er ren og pæn, men det har ikke givet noget resultat. Da vi samtidig har fået en del henvendelser fra borgere, følte vi, at der måtte gøres noget, og det er det, vi nu har gjort, siger Claus Robl, chef for Center for Renhold, til Lokalavisen for Nørrebro og Nord-Vest.

Ifølge Claus Robl vil kommunen nu rydde grunden to gange om ugen og sende regningen til Faderhuset, der hidtil har ignoreret samtlige henvendelser fra myndighederne. Claus Robl siger dog til lokalavisen, at kommunen ikke regner med, at Faderhuset vil betale, og regningen ryger derfor videre til skatteyderne.

JPEG - 37 kb
Naboerne til det tidligere Ungdomshus på Jagtvej 69 har fået en stinkende losseplads i stedet for. Nu rydder kommunen op på Faderhusets regning. Foto: My Jensen/Monsun
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce