Københavns Kommune kræver, at Fonden Jagtvej 69, der ifølge en aftale skal stå for driften af det fremtidige ungdomshus på Dortheavej i København, skal betale 600.000 kr. i depositum, før der kan underskrives en kontrakt.
Knud Foldschack, der er fondens advokat og har siddet med ved de langvarige forhandlinger mellem kommunen og ungdomshusaktivisterne, afviser dog, at der skal betales depositum, og det samme gør aktivisterne.

De har tidligere blankt afvist at betale mere end én krone for et nyt ungdomshus, hvilket bl.a. betød, at et tilbud om at købe en nedlagt skole i Stevnsgade på Nørrebro for 12 millioner kr. faldt til jorden.
Politikere: Ingen penge, intet ungdomshus
I den model, der er vedtaget for Dortheavej, lejer fonden ejendommen af Københavns Kommune, der så til gengæld yder kulturstøtte svarende til lejens størrelse. Fonden skal kun stå for drift og indretning, mener Foldschack og aktivisterne.
Men det har de helt misforstået, udtaler både Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) og overborgmester Ritt Bjerregaard (S).
– Det har hele tiden været meningen, at der skal betales depositum, og jeg kan kun sige, at hvis ikke pengene falder, så er der heller ikke en lejeaftale om ungdomshuset, siger Pia Allerslev til dr.dk.
Også Ritt Bjerregaard understreger overfor dr.dk, at pengene skal betales:
– Der ligger en erhvervslejekontrakt, som vi alle har været enige om i månedsvis, og som fastlægger det indskud. Den går jeg ud fra, at fonden står bag ved, siger hun.
Aktivister vil ikke betale
Ungdomshusaktivisterne har tidligere været kompromisløse i deres krav om, at et nyt hus intet må koste. Hvad angår de 600.000 kr. i depositum, opfatter aktivisterne dem, ligesom Knud Foldschack, som en del af huslejen, oplyser en talsmand fra Ungdomshusets Pressegruppe.
Aktivisterne har imidlertid ikke diskuteret sagen på Mandagsmødet, der er ungdomshusbevægelsens øverst besluttende myndighed, og har derfor ikke taget stilling til, hvad konsekvensen kan blive, hvis politikerne fastholder kravet.
– Det må være op til forhandlerne. Det er jo ikke noget, jeg skal sidde og gætte på, siger pressetalsmanden til Modkraft.dk.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96